Finansforbundet stævner for anden gang Jyske Bank. Forbundet mener, at fire tidligere ansatte har krav på at få medarbejderaktier fra deres arbejdsplads.

Bankerne går et hedt efterår i møde. En lang række tidligere ansatte i landets banker kræver nu at få tildelt medarbejderaktier, der samlet løber op i mange millioner kroner. Ud over Jyske Bank kan otte andre banker se frem til at blive stævnet af Finansforbundet.

Forbundet og Jyske Bank er uenige om bankens måde at tildele medarbejderaktier. Denne gang stævnes banken, fordi parterne er uenige om forældelsesfristen i sagerne.

Finansforbundets påstand er, at medarbejdere ansat i 2000 har et krav på tildeling af aktier i 2001. Problemet, der skiller bankerne og de ansatte, er, at medarbejderaktierne tildeldes med en vis forsinkelse. Det betyder, at er man fratrådt inden tildelingen, får man ingen aktier - selvom disse knytter sig en periode, hvor man var ansat i banken.

/ritzau/