Gymnasieelever, pædagoger, arbejdsmænd og indvandrere. Alle går i fælles trop mod regeringens udspil til kommende velfærd i Danmark.

Nej til forringelser af SU'en. Nej til nedskæringer i sundheds-sektoren. Nej til lavere efterløn.

Slagordene er mange, når familien Danmark går på gaden onsdag kl. 16.00 for at demonstrere mod regeringens udspil til reformer af den danske velfærd. Og det er alle afskygninger af danskerne, der onsdag går på barrikaderne.

Gymnasieelever boykotter sammen med elever på flere af landets tekniske skoler undervisningen, da de er imod et udsigten til et dårligere SU-system. Og de faglige fællesklubber på Glud & Marstrand, Danfoss, Grundfos, Vestfrost og B & O fastholder kravet om efterløn fra man bliver 60 år.

En lang række fagforeninger som FOA, Metal, 3F, HK, LO, Gymnasieskolernes Lærerforening og Danmarks Lærerforening danner fælles front. Og med sig har de også en lang række indvandrerorganisationer som SOS mod Racisme Danmark, Fey-Kurd, Iranske Forening i Danmark og Det kurdiske Initiativ.

/ritzau/