De sætter efterhånden ­rekorder i samme tempo, som danske regeringer ­skifter ministre. For halvandet år siden satte Volbeat med 37.000 tilskuere dansk koncertrekord i Odense.

Nu har de selv slået den. Forleden offentliggjorde Volbeat en koncert i Parken næste år. Som det første danske band nogensinde optræder de solo i det danske nationalstadion. Der blev solgt 38.000 billetter på 20 minutter. Nu er der udsolgt. 47.000 kommer til at se Volbeat live i Parken den 26. august næste år. Dertil kommer, at singlen ’For evigt’ er blevet et megahit, der spilles konstant på de danske radiostationer.

»Det er surrealistisk. Vi står og ligner fire æsler med hver sit spørgsmålstegn,« siger Volbeats Michael Poulsen med et grin.

»Vi har været skeptiske. Men vores booker insisterede. ’Der er et undertryk for jeres musik’, sagde han. Det har vist sig, at han har ret,« siger forsanger, guitarist og ’headman’ i Volbeat Michael Poulsen. BT taler med ham i telefonen – få dage efter han og resten af Volbeat er gået på juleferie. Som dansk rockfan og koncertgænger kender Poulsen Parkens voldsomt kritiserede lydforhold.

»Jeg har været til en del koncerter i Parken, hvor der har været god lyd, men også koncerter, hvor lyden har været elendig. Jeg så AC/DC i 2009, hvor lyden var nærmest perfekt. Nogle bands er ude på den store tur uden det udstyr, der kan tilgodese lydforholdene i Parken – de spiller mest på en anden type stadion. Den fejl vil vi ikke begå. Også selvom det tager noget af tilskuerkapaciteten,« siger Michael Poulsen, som lover en god portion overraskelser under koncerten, bl.a. nogle numre, som Volbeat ikke har spillet før.

»Vores produktionshold og lydmand har været i Parken og måle op og undersøge forholdene. Vi har spillet på lige så store stadioner i udlandet en masse gange. Vi har besluttet, at det må koste, hvad det vil – lyden den aften skal være god,« tilføjer han.

Har spillet et hav af koncerter i år

Det danske rockband har spillet et hav af koncerter i år i forlængelse af albummet ’Seal the Deal & Let’s Boogie’. Senest har de spillet hele 29 koncerter i Europa, som del af en turné med bl.a. Alter Bridge. I alt 288.000 så dem spille.

»Vi bruger altid mange penge og energi på vores show, som f.eks. senest i Herning og Forum (i oktober, red.), hvor vi satsede på at fortælle nogle historier på storskærmene. Det må ikke blive Cirkus Volbeat, men det skal være underholdende. Når man spiller i den liga, som vi efterhånden gør, er man nødt til at tilføre noget ekstra fra gang til gang. Medmindre man hedder Bruce Springsteen, men det gør vi jo heller ikke,« siger Michael Poulsen med et grin.

Året i år har blandt meget andet budt på en optræden på USA’s mest hippe festival Coachella, optrædender som hovednavn i det meste af Europa – og et show på Tinderbox i Odense, som BT anmeldte med fem stjerner.

»Det er gået sindssygt hurtigt i år. Det er hårdt, men det er det jo også for alle mulige andre mennesker med et job. 2016 har givet os en masse oplevelser, som gør, at vi nærmest er endnu mere vilde med at spille end nogensinde. Vi har en ny bassist (Kasper Boye Larsen, red.) med, der har svært ved at forstå, at vi ikke skal spille de næste par måneder. ’Kasper, du skal nok få lov til at arbejde til næste år hold nu jul, siger jeg.«

Poulsen er med i alt om Volbeat

Succes er ofte lig med pres og en masse faldgruber. Hvad gør I for at klare udfordringerne?

»Vi er gode til at holde benene på jorden. Vi har travlt, vi har succes, der er mange rygklappere, ja, men jeg føler, at vi er i god balance og har et godt samarbejde med alle omkring os, bookere, revisorer, label, management, advokater og crew o.s.v. Vi kommer alle fire fra ydmyge vilkår og har fået en god opdragelse. Vores succes skyldes ikke, at vi har vundet en konkurrence, men at vi har kæmpet, siden vi var i 20erne. Har selv været ude at hænge plakater op, har kørt rundt i Danmark i en kold kassevogn. Det giver en vis ydmyghed.«

Du er kendt for at have en finger med i alle processer i Volbeat. Kan det stadig lade sig gøre?

»Det er klart, at efterhånden som Volbeat har vokset sig større, har jeg også måttet lægge noget af ansvaret fra mig. Men jeg følger med. Det er lidt som at sætte sit barn i vuggestuen, du forlader det for en stund, men det er stadig dit barn, du henter det selv. Jeg forestiller mig, at der er forældre, der ringer og spørger til deres barn. Sådan er jeg også med mit Volbeat-barn.«

Hvor stort kan det barn vokse sig?

»Det skal helst ikke dø af en blodprop, ha-ha. Det har vi aldrig tænkt så meget over. Det er rart med udfordringer, nye mål. Der er vores drive,« siger Michael Poulsen.