Der lød et befriende, klingende svensk fra Göteborg, klokkerene korstemmer – og så noget af det reneste, klassiske heavy metal, som dette års Copenhell endnu var blevet præsenteret for.
Tak for det.
Hammerfall gik på kl. 16.30, og uden det nødvendigvis har sammenhæng med musikken, så brød solen langt om længe igennem næsten i samme øjeblik. Når det nævnes, så er det fordi det måske lige præcis var det, som skulle til, før verden for et kort øjeblik syntes at være et perfekt sted at leve.
Med en historie tilbage fra 1993 er vi også ude i noget, hvor det ikke er det rene pjat, når man er blevet ved så længe som musiker.
Teknisk så man tilmed en lige linje fra guitaristerne Oscar Dronjak og Pontus Norgren til den legendariske landsmand Yngwie Malmsteen, men med en helt anden rå feeling end landsmandens stormløb mod gribebrættet, som nogle gange sker uden mål og retning.
David Wallins trommer lå også lige præcis, hvor de skulle, og Joacim Cans vokal kunne både det rå og det lyse, og så var han den type gode performer, som ikke bare talte til, men med sit publikum.
Ja, nu bliver det stort: Det var næsten Dio'sk i både publikumskontakt og stemmeføring.
Næsten, altså.
Men med den succes, bands som Accept, Judas Priest, Saxon, Twisted Sister og selv D-A-D har haft på Copenhell i tidligere år, kan det undre, at Copenhell synes at have en vis berøringsangst for klassisk heavy metal . HammerFall var måske sammen med Pretty Maids alene om at præsentere genren i år – til gengæld fås det så heller ikke meget bedre – og det er trods alt en slags Adam & Eva for det meste af den musik, som Copenhell præsenterer.
Men er det så gået i stå og stivnet i sin endelige form?
Langt fra.
Om end genren så heller ikke blev udfordret så meget, og det skal så være eneste indvending herfra.
Men når der spilles med den intensitet, som Hammerfall lagde for dagen, så går den slags ting som kvalitet ikke bare sådan af mode.
Der var et bandsammenspil, som sparkede til en højt placeret legemsdel ved jordbærplukning. Og der var både vilje og humor til, at det her skulle blive en dag, som blev husket.
Det gør vi så.
For efterhånden ser det ud til, at Hammerfall spiller igen til november i Danmark, og jeg skal nok være på plads.
Hammerfall, Copenhell, fem ud af seks stjerner
