KØB PLUS!

MGP-værtinder i catsuit: Sådan har du aldrig set dem før

To af dem har stået der før, og den sidste var helt nybegynder.

Lise Rønne, Louise Wolff og Sofie Lassen-Kahlke står i spidsen for Dansk Melodi Grand Prix 2013, der blev afholdt i Boxen i Herning.

Det er første gang i grand prix-historien, at tre værtinder får lov til at styre slagets gang. Og den anderledes værts-konstellation var noget, som særligt Lise Rønne havde set frem til.

- Det er så forfriskende at prøve noget nyt, synes jeg. Og jeg har virkelig glædet mig til det, for vi har alle tre en virkelig god kemi sammen. Det giver en helt særlig power, siger hun.

Med risikerer man ikke, at det går for meget tøsefnidder i den, og hvordan er de tre overhovedet blevet enige om, hvem der skal have hvilken kjole på? BT har mødt de tre værtinder.

Gav det en særlig værtseffekt at være tre kvinder på scenen?

Lise Rønne:

- For os føles det nyt og friskt. Vi er jo alle sammen vant til den traditionelle værtsform med mand og kvinde. Og jeg synes, at denne her konstellation er mere frisk. Og det er også en meget pænere konstellation.

Sofie Lassen-Kahlke:

- Tre kvinder i et billede giver så mege tpower. Et er, når man ser en kvinde i en flot kjole på skærmen. Men det giver noge thelt særligt, når der står tre.

Louise Wolff:

- Vi har også talt om, at det gjorde showet meget mere forudsigeligt. På en måde er det nemmere at være naturlig, når man står tre på scenen sammen. Så virker det ikke så indstuderet.

Var I ikke bange for at tale i munden på hinanden?

Lise Rønne:

- I virkeligheden var vi nok ikke så bange for at lave fejl, for vi ønskede ikke, at det skulle være perfektionistisk. Der virker ikke ægte, hvis vi kun holder os til manuskriptet.

Sofie Lassen-Kahlke:

- Det er klart, at når man er tre, så er det nemmere at tale ind over hinanden. Men vi har ikke set vores rolle som at være tre pyntedukker, så derfor gjorde det heller ikke noget, at man kunne mærke energien mellem os.

Louise Wolff:

- Selvfølgelig var planen ikke, at vi skulle stå og råbe i munden på hinanden, men hvis vi hele tiden ventede på, at den anden blev færdig, før den næste kunne sige noget, så ville det også være unaturligt. Så ville det være som om, man læste en rolle op.

Hvilke erfaringer kunne du trække på hos de to andre?

Lise Rønne:

- Jeg kunne især hente meget god energi fra de to andre. Vi har en god kemi og passer godt sammen, synes jeg. Og man bliver altid lidt nervøs, inden det hele går i gang. Og det var rart, at vi havde hinanden.

Sofie Lassen-Kahlke:

- Jeg kunne helt sikkert trække på de to andres tv-erfaringer. Det er tydeligt at mærke, at de har prøvet det før. De har både en ro og et overblik, som jeg kunne bruge.

Louise Wolff:

- Jeg brugte især de to andre, når vi var bag scenen og imellem sangene. Her fik jeg lidt energi, og vi kunne lige nå at joke, give ros eller sparre sammen, inden vi igen skulle på. Det var rart.

I skiftede senere til jeres store kjoler. Var det jeres eget valg?

Lise Rønne:

- Ja, det var det. Vi tænkte, at vi skulle overraske så i stedet for at komme ind i et kæmpeskrud, så ville vi prøve noget helt andet.

Sofie Lassen-Kahlke:

- Det var nok ikke det, som folk havde forventet, og det var også det, der var meningen med det.

Louise Wolff:

- Det virkede som om, at folk gik så meget op i, hvilke kjoler vi skulle have på. Så vi havde lyst til at lave en overraskelse, som var stik i mod alle forventninger.

Hvem bar den flotteste af designer-kjolerne?

Lise Rønne:

- Da jeg stod ude bagved, og så sofie, der tænkte jeg: Wow, hun ser godt ud. Da jeg bagefter så Louise, tænkte jeg: Det er den flotteste kjole. Men jo mere jeg tænker over det, så passer de tre kjoler helt perfekt til os hver for sig, så man kan ikke rigtig svare på det.

Sofie Lassen-Kahlke:

- Vi har jo lige netop den kjole på, som passer bedst til os. Og Jesper Høvring (designer) har taget hensyn til, hvordan vores kroppe og vores stil er forskellig.

Louise Wolff:

- De udskæringer, som Lises kjole har, passer ikke mig. Og den form som Sofies kjole har, vil heller ikke klæde mig. Så jeg ved, at min kjole var smukkest til mig, for jeg kunne aldrig bære de to andres.