Onsdag aften var politiet massivt til stede i Odense-bydelen Vollsmose.

Her havde vidner nemlig hørt nogle brag, som de mente var skud. Og derfor valgte politiet at afspærre et stort område i Egeparken, der altså ligger i Vollsmose.

Men torsdag morgen fortæller Fyns Politi, at man ikke har fundet noget, der påviser, at der skulle være affyret skud.

Det oplyser vagtchef Kenneth Taanquist til B.T.

»Vi har afsluttet arbejdet i Vollsmose, og der er derfor heller ikke spærret af længere. Vi har i forbindelse med efterforskningen ikke umiddelbart gjort nogle fund, der peger på, at der skulle være afgivet skud,« fortæller Kenneth Taanquist.

Politiet er derfor selvsagt ikke længere massivt til stede i området, men er i stedet vendt tilbage til de almindelige patruljeringer i området.

Det hører dog fortsat stadig gerne fra vidner, der mener at skulle have hørt skud i området, siger vagtchefen.

Du kan kontakte politiet på 114, hvis du har oplysninger i sagen.