»Det er nogle meget voldsomme tiltalepunkter i relation til min klient og læsning af anklageskriftet er en ubehagelig påmindelse om overgrebet.«

Sådan lyder det i et svar fra bistandsadvokaten til den 13-årige pige fra Kirkerup til B.T. 

Udtalelsen kommer efter, at anklageskriftet mod den 32-årige er blevet offentliggjort, hvor han blandt andet er tiltalt for langvarig frihedsberøvelse, flere voldtægter og drabsforsøg på pigen. 

»Min klient har brug for offentlighedens forståelse for, at hun gerne vil kunne se fremad og fokusere på at fortsætte sin almindelige dagligdag med skole, familie, venner og fritidsarbejde,« fortæller bistandsadvokat Hari Aaby Mandic. 

»Hun håber på at undgå at blive konfronteret med detaljer om overgrebene. Vi tror på, at befolkningen vil støtte dette og at medierne vil udvise forståelse,« lyder det videre.  

Den 32-årige nægter sig skyldig i drabsforsøg, men erkender sig delvist skyldig i frihedsberøvelse og voldtægt af pigen. Han nægter sig skyldig i drabet på Emilie Meng og overfaldet på en 15-årig efterskoleelev, som han også er tiltalt for.

Bistandsadvokaten har flere gange tidligere udtalt sig på vegne af den 13-årige pige og hendes familie. Senest, da der i november blev sat datoer på retssagen mod Korsørmanden.

»Vi kan ikke ændre på, hvad der er sket, og familien erkender, at forløbet kræver bearbejdning – også i lang tid fremover,« udtalte Hari Aaby Mandic dengang til B.T. og fortsatte:

»Det er jo en benhård konfrontation med en frygtelig oplevelse, men det er på samme tid en forløsning af følelser.«

Flere gange siden bortførslen i april har familien sagt tak. Tak til politiet for indsatsen. Og tak til offentligheden. 

»(...) Og så har vi jo lyst til at sige en kæmpe – ja altså kæmpe, kæmpe – tak til hele Danmark. Til politiet og til alle andre, der har hjulpet os i denne situation.«

»Der er kommet folk helt fra Jylland for at hjælpe. Den hjælp kan vi slet ikke sige nok tak for. Det har været ufattelig stort. Jeg kan slet ikke beskrive det,« sagde den 13-åriges mor til B.T., efter hun og datteren var blevet genforenet i 16. april.

Den 13-årige pige forsvandt sporløst fra Kirkerup.
Den 13-årige pige forsvandt sporløst fra Kirkerup. Foto: Anthon Unger
Vis mere

Tidligere samme dag var den 13-årige pige blevet fundet på den 32-åriges adresse i Korsør efter at have været forsvundet i 27 timer.

Dagen forinden havde hun været på vej hjem fra sin avisrute, da hun forsvandt fra den lille sjællandske by Kirkerup. 

I en vejkant var hendes cykel og telefon blevet fundet. Men der var ingen spor efter hende.

Hurtigt iværksatte Sydsjællands- og Lolland-Falsters Politi en massiv eftersøgning, hvor man også bad offentligheden om hjælp. 

Særligt var politiet interesseret i at høre fra borgere i området, som havde såkaldt dashcams i deres biler.

Flere henvendte sig, og klokken tre den efterfølgende nat tog politiet ud for at hente noget videomateriale, der skulle vise sig at få afgørende betydning i sagen, har politiinspektør Kim Kliver for nylig fortalt.

Om eftermiddagen 16. april kunne han og hans kollega på et pressemøde fortælle, at den 13-årige var blevet fundet i live. Og at man i samme forbindelse havde anholdt den 32-årige.

Han har siden været bag tremmer. Først sigtet for kidnapning og voldtægt begået mod den 13-årige pige, og siden også Emilie Meng-drabet og overfaldet på en 15-årig efterskoleelev i Sorø i november 2022.

Sagen mod ham bliver indledt ved Retten i Næstved til maj. I alt er der afsat 18 dage til den. 

Lyt til kriminalredaktionens podcast 'På Fersk Gerning' her, eller hvor du plejer at høre podcast.