Der er endnu ikke rejst tiltale i sagen. Men nu er det altså blevet besluttet, hvornår Korsørmanden indtager anklagebænken ved Retten i Næstved. 

I hvert fald har anklagemyndigheden efter aftale med den 32-åriges forsvarer anmodet retten om, at det bliver over 18 dage fra 1. april næste år, oplyser politiet i en pressemeddelelse, hvori der også bliver sat ord på, hvorfor man booker dage i retten, før der overhovedet er udarbejdet et anklageskrift. 

»Der er tale om en omfangsrig sag, der vedrører flere forurettede. Det er helt normal praksis, at vi beder retten om en forhåndsberammelse i større sager, også selvom vi ikke har taget endeligt stilling til tiltalespørgsmålet.«

»Formålet med en forhåndsberammelse er at mindske den tid, der går fra en eventuel tiltalerejsning til hovedforhandlingen,« siger specialanklager Susanne Bluhm.

Specialanklageren ønsker ikke at kommentere sagen yderligere, før der er rejst tiltale, lyder det videre.

Det er dermed uvist, om et fremtidigt anklageskrift kommer til at læne sig op af de sigtelser, der er rejst mod den 32-årige, der blev anholdt i april.

Anholdelsen skete i forlængelse af, at en 13-årige pige var forsvundet, da hun kørte gennem Kirkerup på vej hjem fra sin avisrute. 

I 27 timer var hun sporløst forsvundet, før politiet fandt hende på den 32-årige mands adresse i Korsør.  Dagen derpå blev han varetægtsfængslet i sagen, hvor han er sigtet for at have kidnappet pigen og voldtaget hende flere gange.

Den 13-årige piges cykel og ejendele blev fundet smidt i vejkanten i Kirkerup.
Den 13-årige piges cykel og ejendele blev fundet smidt i vejkanten i Kirkerup. Anthon Unger

Godt en måned senere besluttede politiet at rejse nye, opsigtsvækkende sigtelser mod sjællænderen.

Først og fremmest blev han sigtet for det hidtil uopklarede drab på Emilie Meng, der forsvandt ved Korsør Station efter en bytur i sommeren 2016.

Et halvt år senere dukkede hendes lig op ved Regnemarks Bakke ved Borup.

Det er politiets opfattelse, at den 32-årige mand først har frihedsberøvet, så voldtaget og til sidst dræbt den 17-årige pige.

17-årige Emilie Meng forsvandt sporløst fra Korsør Station 10. juli 2016. Nu er Korsørmanden sigtet i sagen.
17-årige Emilie Meng forsvandt sporløst fra Korsør Station 10. juli 2016. Nu er Korsørmanden sigtet i sagen. Bo Weile

Slutteligt er den 32-årige mand sigtet for voldtægtsforsøg, forsøg på frihedsberøvelse samt vold og trusler begået mod en 15-årig efterskoleelev fra Sorø i november 2022.

Noget, han nægter sig skyldig i, ligesom han også nægter forbrydelserne mod Emilie Meng.

Hvad angår den 13-årige pige, erkendte han sig under grundlovsforhøret i april 'delvist skyldig'. Det har dog ikke været muligt at opklare, hvad det dækker over.

I 'På Fersk Gerning' går B.T.s journalister tæt på Korsørmandens mystiske færden i forbindelse med kidnapningssagen fra Kirkerup. Lyt med her, eller hvor du plejer at høre podcast.