59-årig mand blev dræbt af skud fra haglgevær i sin stue i landsby mandag aften.

Den mand, der mistænkes for at stå bag mandagens drab i Hørdum i Thy, skal stilles for en dommer onsdag over middag.

Forbrydelsen blev opdaget sent mandag aften af den dræbte mands egen søn. Efter sønnen var kommet hjem til huset i landsbyen Hørdum, fandt han sin 59-årige far dræbt i stuen.

Han ringede derefter til politiet, som indkaldte kriminalteknikere og retsmedicinere for at skaffe oplysninger om drabet.

Desuden har betjente opsøgt folk i landsbyen og bekendte i forsøget på at opklare sagen.

Sent tirsdag eftermiddag fandt betjente fra Midt- og Vestjyllands Politi frem til en 54-årig mand, som man mistænker for at stå bag drabet. Han skal derfor onsdag fremstilles i grundlovsforhør.

»Vi forventer, at grundlovsforhøret holdes bag lukkede døre,« siger vicepolitiinspektør Hans Roost fra Midt- og Vestjyllands Politi til Ritzau.

Politiet vil af den grund ikke sige noget om relationen mellem den anholdte og offeret.

Hvad den anholdte siger til sigtelsen, tilbageholdes også foreløbigt.

/ritzau/