15-årige Ivar Atlason var taget til Fredagsrock i Tivoli for at have en god aften med sine venner – det havde han også, indtil han pludselig mærkede noget hårdt ramme ham i hovedet.

»Det gjorde ikke rigtig ondt, så jeg tænkte ikke over det. Men så tog jeg min hånd op til hovedet,« siger han og fortsætter:

»Da jeg ser på den, er den dækket af blod.«

Ham og vennerne kigger ned på græsset foran dem, og der ser de, der ligger en stor vodkaflaske i glas.

»Den gik heldigvis ikke i stykker, men vi tænker alligevel, at det var bedst, vi fandt noget hjælp,« siger han.

Alle ti venner forlader koncerten og finder noget sundhedsfagligt tivolipersonale, der kan hjælpe dem.

»De vurderer ikke, det er slemt nok til, at jeg skal med en ambulance, så vi skal selv finde til skadestuen.«

Koncerten er netop slut, da de skal ud fra Tivoli, så de må kæmpe sig igennem menneskemængden og ind i bussen 5C, der kører til Herlev Hospital.

Der var så mange mennesker på Hovedbanegården, at det var alt for svært at komme med et tog.

Han endte på skadestuen, hvor han fik behandlet flængen. Det blev til 5 sting og en besked om, at han skulle holde øje med symptomer på hjernerystelse. Herefter blev han hentet af sin far, der kørte ham hjem.

Lørdag formiddag kunne man læse på B.T., at mange af Fredagsrock-gæsterne i Tivoli oplevede koncerten som kaotisk og ubehagelig, men Ivar Atlason fortæller, at han før har været til koncerter, hvor publikum var lige så kaotisk.

Dog er han ked af, at gæsterne ikke fik tjekket tasker og lommer, før de kom ind i Tivoli.

»Så havde man måske kunne undgå at nogen fik en glasflaske med ind for eksempel,« siger han.

Der har efter fredagens koncert med Icekiid og Jimilian også været rygter om, at der skulle have været et knivstik.

Politiet bekræfter, at der er anmeldt et slagsmål, hvor der blev råbt 'kniv', men der er ikke meldinger om en person, der er blevet stukket, og der er heller ikke fundet en kniv i forbindelse med episoden.

»Hvis der var en kniv, så kunne man have undgået det ved at kropsvisitere,« siger Ivar Atlason.