Selv kan Korsørmanden ikke huske, hvad han lavede den juliweekend i 2016, hvor Emilie Meng forsvandt.
Men anklager Susanne Bluhm har forsøgt at hjælpe ham lidt på vej. Og i den forbindelse er flere bemærkelsesværdige detaljer om hans færden kommet frem.
Det er blandt andet detaljer om køb i byggemarkeder, dankorttransaktioner i Borup og masteoplysninger, som er blevet fremlagt i løbet af de første dage i retssagen.
Den 33-årige nægter sig skyldig i drabet på Emilie Meng, og fra vidneskranken nægtede han onsdag at have kendt hende.
Men han kunne ikke afvise, at han kunne »have set skyggen af hende«.
Han forklarede også, at han i årenes løb har fulgt med i efterforskningen og derfor har lavet internetsøgninger om drabssagen.
Her er et overblik over Korsørmandens færden før, under og efter Emilie Mengs forsvinden 10. juli 2016.
Flyttede rundt og skiftede job
Natten inden Emilie Mengs forsvinden var Korsørmanden i byen med et par faste kammerater i Slagelse.
På det tidspunkt boede han i en studiebolig i Roskilde, før han i august 2016 flyttede i en anden studiebolig i Slagelse.
I starten af året havde han et job i et lille firma i Roskilde, hvor han arbejdede med marketing og salg. Men han sagde op i maj 2016, hvorefter han 11. juli – dagen efter Emilie Mengs forsvinden – skulle starte på et nyt job i København inden for telemarketing.
Selvom han i løbet af 2016 boede i Roskilde og Slagelse, kendte han godt til Regnemarks Bakke i Borup, hvor Emilie Mengs lig blev fundet knap et halvt år efter hendes forsvinden.
I retten har han forklaret, at han flere gange har drejet af på motorvejsafkørslen ved Borup og parkeret på den lille holdeplads ved området.
»Når du har drejet af der, har der så været en særlig grund?« spurgte anklager Susanne Bluhm under afhøringen af den tiltalte.
»Det kunne være, jeg skulle holde en rygepause på holdepladsen eller skulle til og fra Roskilde,« svarede han.
»Var det ikke en omvej?«
»Nej, ikke med den trafik,« understregede han.
I byggemarkeder efter bytur
Efter byturen var Korsørmanden lørdag 9. juli i flere byggemarkeder. Noget, som politiet har fundet flere kvitteringer fra.
Første kvittering er fra Jem & Fix i Slagelse. Her købte han godt 12 timer før den 17-åriges forsvinden – klokken 15.40 – bambuspinde, brandmandshager, en kæde og spænderem.
I dag husker han ikke købene, og i retten kunne han ikke svare på, hvad han skulle have brugt effekterne til.
Ikke længe efter var han også i Harald Nyborg. Her købte han klokken 16.18 mikrofiberklude, husholdningsfilm, et blåt trailerreb og sprinklervæske.
»Jeg kan ikke huske, om jeg har brugt de forskellige ting, men jeg gætter på, det handlede om, at jeg skulle flytte omkring det tidspunkt,« svarede han i retten og understregede, at der var tale om »helt uskyldige køb«.
Han hævede også 300 kroner i kontanter ved en automat i Gørlev, hvor hans forældre boede på det tidspunkt, ligesom han tankede sin bil på Q8 i Slagelse for 100 kroner.
Kort tid efter, klokken 16.54, købte han en marinadesprøjte i Netto.
Heller ikke det kan han i dag huske.
Den 33-årige tiltalte var også forbi Korsør den aften. Nærmere bestemt var klokken tæt på midnat, da han kørte til Q8 i Korsør og købte en Faxe Kondi og Red Bull.
»Jeg kan ikke specificere, hvorfor jeg var i Korsør der. Jeg ved ikke, om jeg havde besøgt nogle eller var på vej hjem fra nogle,« har den tiltalte forklaret.
Anklageren påpegede under afhøringen, at den tiltaltes telefon ikke blev registeret på nogen master i Korsør den aften.
Det kunne han ikke forstå. Han forklarede, at han altid havde sin telefon på sig, når han var væk hjemmefra.
Til fodboldfest med vennerne
Emilie Meng forsvandt fra Korsør Station klokken 04.00 om natten.
Klokken 08.11 blev Korsørmandens kort igen taget i brug. Denne gang på en tankstation i Slagelse, hvor han tankede diesel.
Han kørte herefter videre til en ny tankstation i Roskilde og handlede for 25 kroner, og senere på eftermiddagen var han på en grillbar i Høng.
Om aftenen 10. juli 2016 var Korsørmanden sammen med flere venner på Boeslunde Camping for at se EM-finalen.
Forinden havde den tiltalte hentet nogle af de andre i Slagelse, og det var også meningen, at han skulle køre hjem.
Derfor drak han ikke den aften.
Kort før midnat kørte han vennerne tilbage til Slagelse, og klokken 00.13–11. juli – brugte han igen sit kort. Denne gang i en 7-eleven i Sorø på Vestmotorvejen mod København.
»Jeg skulle til Roskilde,« forklarede han adspurgt i retten og bekræftede, at han dagen efter skulle starte på det nye arbejde i København.
Knap seks timer senere blev hans kort dog pludselig brugt på en rasteplads i vestgående retning, hvor han købte Red Bull og kaffe.
Den tiltalte kan i dag ikke erindre, hvorfor han befandt sig der.
»Det kan jeg ikke huske, men jeg formoder, jeg skulle tilbage og hente noget, jeg havde glemt.«
Telefon dukkede pludselig op i Borup
Den eneste gang Korsørmandens telefon er gået på en mast i Borup, hvor Emilie Meng blev fundet dræbt, var 17. juli 2016.
Korsørmanden huskede i retten ikke, hvad han lavede i Borup den dag, men han forklarede, at han af og til handlede i Netto i byen, ligesom han også havde holdt ved Regnemarks Bakke før.
Anklager Susanne Bluhm fremhævede, at der er blevet indhentet dankortoplysninger fra den tiltalte.
I perioden 1. januar 2016 og frem til hans anholdelse i april 2023 er der blevet foretaget samlet 6000 transaktioner.
Af dem var fem af dem foretaget i Netto i Borup.
Fire af dem, mens Emilie Meng var savnet, og en gang cirka tre måneder, efter hun blev fundet.
Retssagen fortsætter 21. maj, hvor flere personer med relation til sagen om den 13-årige pige fra Kirkerup skal vidne.
Derudover vil anklagemyndigheden afspille videoafhøringerne af den 13-årige pige.
Læs eller genlæs B.T.s liveblog her.