Det gik ikke stille for sig, da Icekiid og Jimilian fredag aften gav koncert i Tivoli.

Ifølge Københavns Politi har der i løbet af aftenen været en række anmeldelser om slagsmål og uro både i og ude foran Tivoli.

»Da patruljer kom ud til anmeldelserne, var der ingen, der ville medvirke eller gå videre med sagen, så vi har ikke foretaget nogle anholdelser,« siger Jess Voldager, der er vagtchef hos Københavns Politi.

På video fra aftenen kan man se, at Tivoli før koncerten har måtte bede folk om at slappe af og gemme deres høje energiniveau til koncerten. En læser har desuden fortalt til B.T., at man under koncerten med Icekiid måtte holde en pause, da folk råbte og slog ud efter hinanden.

Det sidste kan pressechef i Tivoli Torben Plank bekræfte.

»Koncerten med Icekiid blev midlertidigt stoppet, fordi vi fik en henvendelse om, at der var utryghed mellem gæsterne. Det tager vi selvfølgelig alvorligt,« siger han og uddyber, at pausen varede otte minutter.

Da ingen var kommet til skade, og der kom ro på igen, så vurderede man, at koncerten kunne fortsætte.

B.T. har modtaget en række videoer af meget store menneskemængder på vej ud fra Tivoli, men det er ifølge Torben Plank meget normalt efter sådan en koncert.

»Der er altid pres på udgangene efter sådan en koncert. Folk vil gerne ud.«

B.T. følger sagen.