Som den fjerde NHL-spiller har Jonas Røndbjerg takket nej til at stille op for det danske ishockeylandshold ved VM. 

Forwarden, der befinder sig i periferien af Vegas Golden Knights' NHL-trup, har meddelt Danmarks Ishockey Union, at han ikke trækker i landsholdsdragten i de kommende uger.

Både Vegas og udviklingsholdet Henderson Silver Knights har ellers afsluttet sæsonen. Røndbjerg var senest ubenyttet reserve i Vegas-truppen i playoffserien mod Dallas Stars, men har altså ikke haft mod på at forlænge sæsonen yderligere.

»Det ærgrer vi os selvfølgelig over. Han ville have været en god mand at få ind,« siger landsholdets general manager, Claus Fonnesbech Christensen.

Jonas Røndbjerg, der til dagligt tørner ud for Vegas Golden Knights i NHL, vil ikke stille op for det danske landshold til VM.
Jonas Røndbjerg, der til dagligt tørner ud for Vegas Golden Knights i NHL, vil ikke stille op for det danske landshold til VM. Foto: Stephen R. Sylvanie/Reuters/Ritzau Scanpix
Vis mere

Tidligere har også Lars Eller, Oliver Bjorkstrand og Nikolaj Ehlers af forskellige årsager meldt fra. Kun Alexander True er rejst over Atlanten for at tage en tørn for landsholdet.

Landstræner Mikael Gath tager dog de prominente afbud i stiv arm.

»Alle har forskellige grunde til ikke at være med. Der er ikke andet at gøre end at acceptere det. Jeg har ikke rigtig haft forventninger om, at nogen skulle være med. Jeg fokuserer på dem, der er her,« siger Gath.

Landsholdsledelsen holder fortsat øje med målmanden Mads Søgaard, der er i gang med playoff for Belleville Senators i AHL, ligaen under NHL.

Søgaard og holdkammeraterne kan ryge ud af slutspillet med et nederlag til Cleveland Monsters natten til lørdag.

Danmark skal i aktion ved VM lørdag, når de åbner slutrunden i en kamp mod Østrig.

Slutrunden afholdes i den tjekkiske hovedstad Prag og i byen Ostrava, hvor Danmark er i pulje med de tjekkiske værter i gruppe A, der også tæller de regerende verdensmestre fra Canada.