Polen udnyttede ikke flere chancer for at bringe sig foran i slutfasen. I stedet snuppede Norge sejren ved VM.

Paris. Polens håndboldherrer havde skiftet ud på adskillige pladser før VM-slutrunden i Frankrig.

Og det udnyttede Norge til at vinde åbningskampen med 22-20 over polakkerne i gruppe A.

Det stod dog næsten helt lige i det meste af kampen og 20-20 med ti minutter tilbage.

Kristian Bjørnsen scorede de to afgørende mål for Norge, da der manglede fem og fire minutter af kampen.

Topscorer for Norge blev Espen Lie Hansen med seks mål, mens Bjørnsen bidrog med fem mål.

Norske Sander Sagosen spillede en anonym kamp og var plaget af en mindre skade, men bagspilleren lavede alligevel tre mål.

Den polske målvogter Adam Malcher havde en god dag i buret med 17 redninger på 39 forsøg, hvilket gav en redningsprocent på 44. Heraf reddede Malcher tre ud af syv straffekast.

De norske målvogtere var også gode til at lukke af, og det var med til at give en målfattig kamp.

Tidligere torsdag blev der spillet en kamp mere i gruppe A. Her vandt Rusland med 39-29 over Japan.

Russerne førte i hele kampen, men japanerne var helt oppe at snuse til overraskelsen og reducerede til 24-25 i midten af anden halvleg.

Rusland trak dog fra til slut, så det endte med den forventede pligtsejr.

Ud over Rusland og Norge har også værtsnationen Frankrig to point i gruppe A. Franskmændene vandt onsdag over Brasilien i VM-premieren.

I gruppe B åbnede Spanien med en sejr på 27-21 over Island. Spanien var bagud med 10-12 ved pausen, men løftede spillet i anden halvleg.

I samme gruppe vandt Makedonien 34-30 over Tunesien med stor hjælp fra superstjernen Kiril Lazarov med 12 mål.

I den første kamp i gruppe A lykkedes det torsdag eftermiddag Slovenien at besejre Angola med 42-25.

/ritzau/