Den 7. januar 2017 uddeles BT Guld til årets største sportspræstation. BT Guld er kendetegnet ved, at det er atleterne selv, der afgør, hvem der vinder. Frem til uddelingen bringer vi hver dag en af de ti indstilledes egen fortælling om den præstation, der førte til, at han, hun eller vedkommendes hold blev indstillet til BT Guld.
Herrelandsholdet i håndbold er nomineret til BT Guld, og anfører Niklas Landin fortæller her om sin oplevelse af den historiske finalesejr på 28-26 over Frankrig.
»Jeg har faktisk en fin fornemmelse op til selve kampen, selvom modstanderen er Frankrig, og de har vundet de her famøse otte finaler i træk. Holdet er ikke anspændt eller nervøst, og der er en god selvtillid.«
»Vi lægger også godt ud, da kampen begynder. I hvert fald i angrebet. Vi får scoret et par mål hist og her, men så begynder det at gå ned ad bakke. Det gør rigtig ondt, at de flere gange scorer i et tomt mål, hvor jeg slet ikke er nået ind på banen, fordi vi begynder med at spille med en ekstra markspiller for at tage initiativet.«
»Så går vi lidt væk fra det igen, og så træder Mikkel heldigvis i karakter, da vi har allermest brug for det. Han rammer alt og scorer fire-fem mål i træk, og det betyder, at vi går til pausen med en føring på to mål – og en pissegod følelse. Det underlige er, at jeg ikke kan huske noget som helst fra omklædningsrummet. Jeg har ingen anelse om, hvad vi snakker om. Det er ikke normalt. Men det fortæller vel meget godt, at det var en speciel kamp!«
»Den gode fornemmelse fortsætter i anden halvleg. Og pludselig er vi foran med tre. Så fire og fem. Men med et kvarter igen er det som om, folk begynder at tænke over, at vi er tæt på noget meget stort. Det hele bliver lidt forkrampet, og så kommer franskmændene op på minus én igen. Jeg synes dog stadig, vi spiller godt angrebsspil, så jeg er tryg ved, at vi nok skal få et mål på et tidspunkt. Det handler bare om, at vi lukker af i forsvaret, og jeg får nogle redninger.«
»Det kommer heldigvis også, og da Mensah scorer mellem benene på Omeyer, ved jeg, at vi vinder. Der fører vi med tre med et halvt minut igen. Det er en kæmpe forløsning, at vi endelig vinder en finale efter et par kiksere. Jeg kan huske, jeg som det første løber ud til de danske fans i hallen og jubler med dem. Men så vender jeg mig om og ser, at resten af holdet jubler sammen i en klynge, og så må jeg hen til dem.«
»Det bliver faktisk hurtigt ret kaotisk i minutterne efter kampen. Vi jubler alle helt vildt, og så skal vi selvfølgelig have taget de obligatoriske selfies ude i omklædningsrummet. Men midt i al jublen bliver der lige pludselig en masse stress med at skulle have det rigtige tøj og de rigtige sko på, så vi kan komme ud i gangen og være klar til at gå ind til medaljeceremonien.«
»Det ender alligevel med, at vi står derude og venter i et kvarter. Men da vi kommer ind i hallen igen og træder op på det øverste trin … Det er en helt sindssyg fornemmelse at stå der og høre ’Der er et yndigt land’.«
»Bagefter – da vi har snakket med medierne – kører vi direkte hjem til OL-byen, og så er der ellers kæmpe fællessang i bussen. Der bliver skrålet igennem på alt. Blandt andet ’We Are The Champions’ og ’Vi er røde, Vi er hvide’.«
»Hjemme i OL-byen får vi hurtigt klædt om og gjort os klar til fest i det, der normalt har været den danske delegations kontorlokaler. Men vi er de eneste, der er der, fordi alle andre atleter er til afslutningsceremoni. Bortset fra Lotte Friis. Så vi holder fest med hende – og så støder alle de andre til, når de kommer hjem. Og sådan fortsætter det ellers til den lyse morgen.«
Derfor fortjener jeg/vi at vinde
»Vi skal vinde BT Guld, fordi OL-turneringen er det største, man kan vinde inden for håndboldsporten. Og at vi kunne vinde det her OL efter at have fejlet til de to foregående slutrunder, taler for sig selv i min bog. Modstanden og konkurrencen i håndboldsporten er også så stor, at det er imponerende, at vores lille land kan vinde OL-guld.«
»Jeg synes også, at det gjorde det ekstra stort, at vi formåede at slå lige netop Frankrig, som bare står som noget helt særligt i herrehåndbold – også med tanke på, at vi fik ørerne i maskinen i en finale mod netop dem i 2014. Det var bare prikken over i’et, at det lige præcis var dem, vi slog.«
Jeg ville selv pege på ...
»Pernille Blume har vundet OL-guld, og det er bare det største, man kan opnå som atlet. Derfor fortjener hun at blive hædret. Jeg synes også, det er imponerende, at hun kom lidt ud af ingenting. Hun var jo ikke rigtig en af dem, som folk på forhånd regnede med i forhold til at vinde medaljer. Og hun regnede måske heller ikke så meget med det selv. Men hun leverede, da det gjaldt med en fantastisk præstation, og det fortjener stor respekt.«
