Fortællingen om Poul Hansens sidste tid i OB indikerer kraftigt, at sportsdirektøren havde mange gode grunde til at forlade et job, han reelt ikke længere kunne bestride. Heller ikke, hvis han selv havde ønsket det

Da Poul Hansens pludselige farvel til Superligaklubben OB blev offentliggjort for tre dage siden, var det med begrundelser i, at sportsdirektøren var overrasket over den administrative arbejdsbyrde, der tog hans tid fra det sportslige fokus. Med egne ord bedrev han mest tiden med det, ’han ikke duede til’.

Den udmelding fastholder både Poul Hansen og OB-direktør Thomas Christensen ikke overraskende som den dækkende forklaring. Men følger man tråden tilbage til Poul Hansens mange udfordringer i sommerens transfervindue, tegner der sig også med den tidligere sportsdirektør et billede af en mand, der kunne have andre gode grunde til at forlade jobbet i tide. Der har længe været samtaler med folk i og uden for OB tegnet sig et klart billede af en mand, der havde det svært i jobbet.

Sporten.dk beskrev allerede i september i et interview med Poul Hansen over to kapitler, hvordan administrerende direktør Thomas Christensen stod bag forhandlingerne om alle klubbens spillersalg. Et ansvarsområde, der traditionelt vil tilfalde en sportsdirektør, som en af de vigtigste ansvarsområder i at sikre klubbens økonomiske grundlag.

Men der tegnede sig også et billede af, at basale forhandlingsfejl kostede Poul Hansen attraktive spillere og samtidig samarbejdet med og anseelsen blandt de fleste spilleragenter. De mellemhandlere som enhver dansk fodboldklub er så tvunget afhængig af, når der skal findes eller holdes på de spillere, der kan sikre økonomi og resultater på banen.

En alvorlig situation for en sportsdirektør, der vil udføre sit arbejde. Og en situation, hvor agenter gjorde det nødvendigt for Thomas Christensen at træde til. Flere agenter nægtede at forhandle med Poul Hansen til det sidste.

Intet i BTs research tyder på, at problemerne blev mindre udtalte i løbet af efteråret, hvor Poul Hansen også i interview med sporten.dk fremlagde lønningsniveauet for klubbens spillere uden for startopstillingen. Det blev ikke lettere for Poul Hansen at forhandle med fremtidige spillere, da det kom frem, at han 20. november på Kerteminde Efterskole afslørede spillernes bonusordninger og lønloftet i OB. Traditionelt set forretningshemmeligheder. Og i dette tilfælde også oplysninger, der stødte flere stamspillere i truppen med lavere løn, end den Poul Hansen fremlagde i medierne.

Med til Poul Hansens begrænsede netværk blandt de betydningsfulde agenter hørte også Nikola Franco. En agent på serbisk licens, som bragte de hidtidige fejlkøb Cedric N’Koum og Mohammed Diarra til klubben efter anbefaling fra den tidligere scout Erik Larsen, der i dag er Michael Laudrups højre hånd i Swansea. Men også en agent, der var voldsomt skuffet, da han ikke fik fortjenesten ved at sælge klubbens største salgsobjekt, Kalilou Traoré, til Lyon efter mandat fra Poul Hansen. Administrerende direktør Thomas Christensen kørte i stedet en handel i hus med Sochaux gennem spillerens egen agent.

Poul Hansen bekræftede senere over for BT, at samarbejdet var slut med denne agent uden at ville begrunde årsagen. Ifølge BTs oplysninger blev agenten allerede i september stemplet som uønsket i klubben. Men over mange samtaler har agenten selv hævdet over for BT, at han i oktober havde samtaler med Poul Hansen omkring eventuelle salg af attraktive spillere, som Kasper Larsen, Daniel Høegh og Espen Ruud.

- Poul Hansen ringede for et par måneder siden og bad mig finde et tilbud på Espen Ruud, fordi hans kontraktforhold gjorde, at han kunne være et emne på januars transfermarked, lyder det blandt andet fra Nikola Franco over for sporten.dk.

Så sent som søndag 16. december havde han, ifølge Franco selv, et møde med VfB Stuttgarts sportsdirektør Fredi Bobic, hvor Espen Ruud blev diskuteret som et af alternativerne som højre back i klubben.

Franco har, ifølge eget udsagn, også diskuteret forsvarstalenterne Daniel Høegh og Kasper Larsen med franske klubber. Men Poul Hansen afviser, at han har brudt nogen regler i OB ved at fastholde samarbejdet med en uønsket agent bag om ryggen på direktør Thomas Christensen.

Ifølge vores oplysninger, så var det i strid med interne aftaler i OB, når der, ifølge Nikola Franco selv, var samtaler med dig blandt andet, da han var i Danmark omkring jeres udekamp mod FC Midtjylland 21. oktober. Efterfølgende har han repræsenteret OB ved at finde potentielle købere og holde møder om spillere som Kasper Larsen, Daniel Høegh og Espen Ruud?

- Jeg siger til dig, at jeg aldrig - på nogen måde - har arbejdet sammen med Nikola Franco efter episoden med Kalilou Traoré. Han har aldrig fået noget skriftligt mandat siden da.

Han påstår heller ikke over for os, at han har fået et skriftligt mandat. Han siger, at han har fået opkald fra dig i perioden omkring oktober og frem, og at du blandt andet har åbnet muligheden for, at han kunne finde et til bud på Espen Ruud, og at han så senest havde et møde 16. december med den sportslige ledelse i Stuttgart omkring samme spiller?

- Han og mange andre agenter ringer jo på spillere som eksempelvis Kasper Larsen og siger, de har interesserede klubber. Der er også en dansk agent, der har ringet og sagt, at han havde en hollandsk klub. Hvis de har et konkret tilbud, vi kan forhandle ud fra, så lytter vi. Også til Nikola Franco, siger Poul Hansen og fastslår, at der ikke har været et formelt samarbejde med Nikola Franco.

Poul Hansen erkendte også åbent i september, at hans medievenlige stil har skabt tilvænningsproblemer i forhold til klubbens kommunikationsafdeling. Her fik man ikke bare ekstra arbejde, når der blev afsløret lønningsniveauer på offentlige møder.

Fredag 30. november om aftenen henvendte Poul Hansen sig selv til sporten.dk for at afvise forlydender om, at han skulle have kritiseret og mistænkeliggjort forholdet mellem AGFs sportsdirektør Brian Steen Nielsen og agenten Stig Lillejord på et fanmøde. Et referat på Facebook-profilen for OBs fanklub blev efterfølgende trukket tilbage. Poul Hansen forklarede dengang, at det var ’direkte løgn’, og at ’de skulle have fat i fanklubben’.

Men hvorfor har klubben så alligevel valgt at sende Brian Steen Nielsen og Stig Lillejord en officiel undskyldning efterfølgende?

- Både mig og klubben sagde, at det var for meget, og det var vi nødt til at reagere på. Vi har valgt at sige, at det ikke har noget hold i virkeligheden, og at vi beklager, hvis deres navn er blevet nævnt i den forbindelse. Folk kan jo bare skrive hvad som helst. De folk har jo så også trukket det tilbage og indrømmet, at det måske ikke helt var sådan, at det blev sagt.

Poul Hansen afviser også klart ansvaret for en mere spektakulær sag omkring et indbrud hos den tidligere spiller Kalilou Traoré, da denne endnu ikke var rejst til Sochaux og var i hjemlandet Mali for at spille landskamp.

Vi er også underrettet om, at der var problemer i forbindelse med Kalilou Traorés afgang. Hans rækkehus bliver, ifølge vores kilder, ryddet af din underordnede , mens han er uvidende om det og er hjemme i Mali til landskamp. Der er tre tasker med ejendele, han aldrig får igen, og som han efterfølgende får en erstatning af OB på omkring 75.000 kroner for. Lyver de medspillere, andre ansatte i OB og kilder tæt på Kalilou Traoré, når de bekræfter det for os?

- Der er jeg nødt til at sige, at jeg ikke har nogen kommentarer.

Er det ikke korrekt, at Kalilou Traoré henvender sig til dig for at få sine ting tilbage, og at du henviser ham til den mand, der har tømt hans hus, mens han henviser til, at det er dig, der har ansvaret for det?

- Jeg taler med Kalilou om hans flytning. Men det er slet ikke mit ansvarsområde. Det er noget, økonomiafdelingen og andre tager sig af. Så det kan jeg slet ikke tage ansvaret for.

I dag står både Poul Hansen og OBs ledelse fast på, at sportsdirektøren valgte at gå, fordi han savnede at bruge tid på fodbold, ikke på excel-ark. Men historierne fra OB har længe handlet om meget andet end regneark og kedelige fakturaer.