Danskerne har for længst indtaget Anderlecht.

For kolonien af rød-hvide landsholdsspillere i den belgiske storklub har vokset sig stor de seneste måneder.

Kasper Schmeichel, Thomas Delaney, Anders Dreyer og Kasper Dolberg spiller nemlig alle i traditionsklubben, og derfor har den danske enklave da også brugt adskillige timer sammen uden for banen siden sommer.

Det fortæller Kasper Dolberg, da han møder pressen i landsholdslejren i Helsingør forud for de kommende EM-kvalifikationskampe.

Foto: Nikolai Linares/Ritzau Scanpix
Vis mere

»Vi har meget sammen, og vi hygger os i klubben samt uden for banen. Vi tager tit ud og spiser sammen eller ser lidt fodbold. Det er virkelig rart,« lyder det fra angriberen, inden han tilføjer:

»Lige nu kører det jo fint for os allesammen, så der er ikke nogen, der har brug for at blive trøstet. Men bare generelt dét at have hinanden giver noget. Vi kan snakke lidt om de ting, der sker i Danmark, og hvad, man har set i tv. Det er bare noget andet at kunne snakke dansk.«

Og netop dét at kunne snakke sit modersmål i en udenlandsk klub har gjort det nemt for kvartetten at falde så hurtigt til, fortæller holdkammeraten Anders Dreyer:

»Det er fedt at have nogle i omklædningsrummet, man lige kan snakke dansk med. Det betyder bare meget, for det er ikke noget, man bare lige får igen,« lyder det fra midtbanespilleren.

Foto: Nikolai Linares/Ritzau Scanpix
Vis mere

Det er dog ikke kun de fire klubkammerater, der nyder godt af hinandens selskab i Anderlecht.

For landsholdsspillernes bedre halvdele bruger nemlig ligeledes en del tid sammen i Belgien.

»Især for min kæreste, Lærke, har det her været det klart nemmeste sted at falde til, fordi der også er andre danske piger, som hun bruger tid med. Hun nyder det, og det gør det hele nemmere, når jeg ved, at hun har det godt. Det er det vigtigste,« forklarer Dolberg.

Nærmest samme ordlyd kommer fra Anders Dreyer, som også har bemærket, hvor meget det betyder for kæresten, at der er kommet dansk selskab i det belgiske.

»Det er virkelig dejligt for dem, at der er noget at give sig til. Det kan nogle gange godt blive et par lange dage. Nu sker der lidt mere end bare at være sammen med mig. Det er meget undervurderet at have dansk selskab,« forklarer han og tilføjer:

»Bare dét at kunne ses om aftenen, så der sker lidt. Det har man virkelig brug for, så det ikke kun handler om fodbold. Det behøver det ikke altid at gøre.«

Danmark møder fredag aften Slovenien i Parken, inden der tre dage senere venter en kamp mod Nordirland på udebane.