HSVs danske sportsdirektør føler med Solbakken efter fyringen i 1. FC Köln

Da Frank Arnesen i sin tid skulle ansætte en ny cheftræner i Hamburg SV, var Ståle Solbakken på blokken. Det blev aldrig til en aftale, men det er tydeligt, at Arnesen stadigvæk er en beundrer af Solbakken.

Derfor gør det også Frank Arnensen ondt, at nordmanden nu er fortid i FC Köln.

- Jeg er ked af det på Ståles vegne. Han har gjort det godt i både Norge og Danmark og fik så chancen i en af verdens største ligaer. Her har han holdt sig godt, selvom der har været kritik af ham. Han har været god i pressen, altid stået frem og virket selvsikker med tro på sit projekt. Han har solgt sig selv godt, men det var en umulig situation til sidst, siger Frank Arnesen, der ønsker Solbakken held og lykke i fremtiden.

- Forhåbentligt får han sig en ny klub, så han får lejlighed til at vise sit store talent, for det har han, siger Arnesen.

Det er ingen hemmelighed, at der har været voldsom ballade internt i FC Köln. Druk og anden uprofessionel opførsel har været en del af dagligdagen. Det antyder Frank Arnesen også har været et problem, dog uden at sige det direkte.

- Jeg kunne aldrig finde på at sige, om de har gjort det dårligt eller ej, for jeg har ikke været til træning. Og jeg ved, hvad der kan finde sted internt.

- Måske er der nogen spillere, der ikke har præsteret i det daglige, men jeg vil ikke komme med en mere præcis udtalelse, det er ikke min opgave at kommentere på det som professionel i det her game, siger Frank Arnesen, der erkender, at Ståle Solbakkens situation var uundgåelig.

- Det er vores fodboldverden. Sådan er det. Presset var kæmpe stort for ham, og da sportsdirektøren Volker Finke gik væk, stod han helt alene. Han havde brug for en mand, der støtter ham. Men det fungerede ikke, og så går det sådan her. Nu har deres ledelse truffet en beslutning, og sådan er fodbold, siger Hamburg SV’s danske sportsdirektør, der i øvrigt selv kæmper for at undgå at havne i samme situation som FC Köln og Ståle Solbakken.