I få sekunder var han i den syvende himmel. Han havde lige vundet en Oscar for 'bedste film' som producent på musicalfilmen 'La La Land'. Men på et øjeblik blev det opdaget, at der var sket en fejl, og det var i stedet filmen 'Moonlight', der var vinder.

Det var 'La La Land'-producenten, Jordan Horowitz, der selv stoppede takketalerne og gjorde opmærksom på, at det ikke var hans film, der havde vundet verdens mest prestigefyldte filmpris.

Da fejlen blev opdaget, skyndte han sig at få kaldt holdet bag den rigtige vinder 'Moonlight' op på scenen. Og for at understrege, at der var sket en fejl, holdt han skiltet med navnet på den rigtige vinder op, så hele den chokerede folkemængde i salen kunne se, at der ikke var tale om en dårlig joke.

Efterfølgende blev Jordan Horowitz naturligvis spurgt ind til episoden, som har skabt overskrifter verden rundt mandag.

Og det er en skuffet, men også fattet producent, der fortalte om episoden, hvor glæde blev til forundring og skuffelse:

»Mit hjerte var lidt knust, men det er bare en af de ting, som sker, og man kan vælge at acceptere det eller skubbe det væk. Men som jeg sagde, så var det virkelig en ære at få lov til at give den (Oscar-prisen, red.) til dem ('Moonlight'-holdet, red.), for det var en mere værdig film,« sagde Jordan Horowitz og uddybede:

»Jeg er lidt rystet over det. Det er skuffende, men filmen har fået ære og den er succesfuld. Jeg elsker, at de folk ('Moonlight'-holdet, red.) fik deres øjeblik, og jeg elsker, at jeg fik lov til at give den til dem.«

Producenten trøster sig dog ved, at han fik muligheden for at få sagt tak til dem, han gerne ville, inden fejlen blev opdaget.

»Ingen ville have troet, at sådan noget kunne ske. Men jeg fik lov til at takke min hustru og min søn, så det er jeg glad for,« sagde 'La La Land'-produceren Jordan Horowitz til pressen.

Efterfølgende har revisorfirmaet PWC, der står bag optællingen af Oscar-stemmerne, været ude og undskylde for episoden, som de tager ansvaret for. Det kan du læse mere om her.

Du kan se Jordan Horowitz udtale sig til pressen øverst i artiklen.