Så kan du godt finde vinterfrakken og -støvlerne frem igen. Det milde januarvejr bliver torsdag skiftet ud med frostgrader og snebyger.

Dermed er der udsigt til, at vejret bliver mere 'normalt', årstiden taget i betragtning, forklarer Mikael Jarnvig fra TV2-vejret.

- Torsdag går vinden over i nord, og så bliver det kold luft, vi får ind over os igen i stedet for den milde, fugtige sydvestenvind. Så kommer dagtemperaturerne til at ligge på omkring frysepunktet, og vi får frost om natten, siger han til bt.dk og fortæller, at det kolde vejr i hvert fald vil holde ugen ud.

Desuden vil der falde stedvise snebyger rundt om i landet. Torsdag vil det hovedsagligt være Bornholm, der er i risikozonen, mens det fredag spreder sig.

- Her er der chance for, at både den vestlige del af Jylland, nordlige del af Fyn, Bornholm, Møn, Lolland og Falster får sne. Men samtidig vil gråvejret blive erstattet af mere klart og solrigt vejr, siger Mikael Jarnvig.

Han understreger dog, at det ikke bliver vinter på samme niveau, som vi allerede har oplevet i december.

- Vi har ikke tændt tre røde lamper, der blinker samtidig, og vi opfordrer heller ikke folk til at blive indendøre. Så det er ikke udtryk for, at det bliver et landsdækkende stort snefald med store trafikale problemer og udsolgte kælke, siger Mikael Jarnvig.