Det er på mirakuløs vis lykkedes for et ægtepar på 76 år at overleve 45 minutter under vandet, da de kort før klokken 10 i formiddags kørte i Rønne Havn.

Der gik tre kvarter før det lykkedes brandvæsenets dykkere, at bjerge ægteparret i bilen under vandet, og de blev straks kørt til Bornholms Hospital. 

Det er mirakuløst lykkedes for personalet på Bornholms Hospital og kollegaerne fra Aalborg Sygehus at redde de to tilskadekommende.

 - Der er liv i dem begge to, og de er lige nu ved at blive fløjet med helikopter til Rigshospitalet, fortæller Jan Egelund fra Bornholms Politi.

Deres tilstand betegnes som kritisk.

Klokken 09.51 modtog politiet oplysningen om, at en personbil var kørt i havnen i Rønne.  Først klokken 10.33 var de begge to reddet op af vandet og genoplivningen kunne begynde.

Hurtigt blev personale og udstyr fløjet ind fra Aalborg Sygehus for at hjælpe. Den lange flyvetur kan, ifølge Jan Egelund, formentlig skyldes, at det var her man havde det rette udstyr til rådighed.

Ægteparrets to børn, en søn og en datter, er begge underrettet.

Det er endnu uvist, hvad der er oversag til ulykken.