DRs lytter- og seerredaktør Jacob Mollerup går nu ind i sagen om DR2-programmet ‘Hele Svineriet’, der blev sendt lørdag aften.

I programmet rejser adm. direktør for brancheorganisationen Landbrug & Fødevarer Søren Gade rundt i landet sammen med stjernekokken Thomas Rode fra Restaurant Kong Hans Kælder og ser på forskellige aspekter ved svineproduktionen.

Programmet bliver lavet af produktionsselskabet Complot, der til daglig laver tv-programmer om landbruget for LandTV. LandTV er en forening sponsoreret af Landbrug & Fødevarer.

Programmet kritiseres af blandt andre Dyrenes Beskyttelse og Danmarks Naturfredningsforening for at være alt for ukritisk og ikke komme med væsentlige oplysninger om de mere problematiske sider af svineproduktionen.



Programmet kritiseres også for, at Complot, der har lavet programmet, har alt for store økonomiske interesser hos Landbrug & Fødevarer, og derfor ikke kan forventes at forholde sig kritisk til svineindustrien.

Ser man på medarbejderskaren hos Complot og LandTV optræder flere personer begge steder.

Ifølge Erik Poulsen, der er redaktør for LandTV, er LandTV  baseret på en forening, som har egne sendetilladelser landet over.

- Financieringen af LandTV er blandt andet baseret på offentlige tilskud. Dertil kommer sponsorstøtte, hvor Landbrug og Fødevarer udgør over halvdelen. Dette sponsorat udløber ved årsskiftet 2013/2014, siger Erik Poulsen.

Erik Poulsen arbejdede som tilrettelægger på DR2 programmet ‘Hele Svineriet’ og var i den forbindelse aflønnet af Complot.

Ifølge Dyrenes Beskyttelse giver programmet indtryk af, at de konventionelle svin i Danmark generelt har det bedre end de reelt har.

Jacob Mollerup siger i dag til BT, at han har taget sagen op:



- Jeg har fået en del kritiske henvendelser og jeg har læst BTs artikler, og jeg er ved at se på sagen, siger Jacob Mollerup.

En ef de personer som har henvendt sig til Jacob Mollerup er Mickey Gjerris, der er lektor i bioetik ved Københavns Universitet og medlem af Det Etiske Råd.

Han kritiserer blandt andet programmet for, at der er der er ‘meget tætte bånd mellem Complot og LandTV’.

Programmet kritiseres også for, at personer, der optræder i programmet ikke præsenteres med den relation, de har til Landbrug & Fødevarer.

I programmet besøger Søren Gade og Thomas Rode svineproducent Asger Krogsgaard. Asger Krogsgaard er næstformand i Landbrug & Fødevarer og næstformand i Danish Crown. Men det får seerne ikke at vide.

På et tidspunkt i programmet uddeler Søren Gade og Thomes Rode pølser fra en pølsevogn. Her taler filmholdet med, hvad man som seer tror er tilfældige forbipasserende. Men en af de personer filmholdet taler med, Kristian Ahle, er selv svineproducent. Det bliver dog ikke oplyst.