Kunstneren og debattøren Firoozeh Bazrafkan fortryder ikke, at hun gav komikeren Omar Marzouk fingeren som afslutning på en debat i Deadline på DR2.

Det var et udstrakt syn, der mødte Deadlines seere lørdag aften, da billedkunstneren og debattøren Firoozeh Bazrafkan gav komikeren Omar Marzouk langemanden som afslutning på en debat om dødstrusler. Men nogle gange er det på sin plads, fortæller hun til DR Nyheder:

»Han spillede bolden over på mig og snakkede om min person og mit kunstneriske virke,« siger hun med henvisning til, at komikeren blandt andet kaldte hende »en middelmådig kunstner«.

Firoozeh Bazrafkan afviser samtidig, at fingeren tog fokus fra debatten.

»Hvis jeg ikke havde givet ham fingeren i Deadline, så havde folk ikke husket diskussionen om dødstrusler,« siger hun til DR Nyheder.

Forud for debatten havde der kørt en kontrovers mellem Firoozeh Bazrafkan og Omar Marzouk. Blandt andet havde den 31-årige dansk-iranske kunstner lagt en videohilsen til komikeren ud på sin Facebookside, hvor hun gør det klart, at hun ikke synes om Omar Marzouks opdatering om, at DF-politikeren Tina Petersen er en kylling, fordi hun ifølge et rygte var gået under jorden efter at have fået dødstrusler fra danske islamister.