Efter flere års arbejde står Danmarks første 2. generations biodieselfabrik nu klar. Fabrikken producerer brændstof, der kan nedbringe CO2-udslippet.

Danmarks første biodieselfabrik står nu klar ved Hedensted syd for Horsens. Fabrikken producerer 2. generations biobrændstof, der kan nedbringe CO2-udslippet. Arbejdet har været flere år undervejs.

Biodieselfabrikken omdanner fedt fra grise og andet affald fra slagterierne til biobrændsel. Når affald og biprodukter omdannes til brændstof, kaldes det 2. generations diesel.

Daka producerer 55 millioner liter biobrændstof om året. Det kan både anvendes som brændstof til biler og som fyringsolie. Størstedelen af det biobrændstof, som Daka producerer, eksporteres til udlandet på grund af afgifter i Danmark.

- Hvis vores produkt skal ud, skal betingelserne ændres, så der enten kommer en afgiftsnedsættelse, eller det skal være obligatorisk at blande biodiesel i, siger direktør i Daka Biodiesel Kjær Andreasen.

/ritzau/