Rigsrevisionen slår i en ny rapport fast, at aktiveringen af de svageste ledige er helt uden effekt. Indsatsen virker endda helt modsat i nogle tilfælde.

Det har ingen effekt og koster samfundet mange milliarder kroner.

Sådan lyder konklusionen fra Rigsrevisionen i en ny rapport, der omhandler aktiveringen af svage ledige - personer som ved siden af ledigheden kæmper med for eksempel helbredsmæssige eller sociale problemer.

Siden 2006 har det offentlige brugt 9,4 milliarder kroner på aktivering af gruppen, men Rigsrevisionen mener ikke, at der kan dokumenteres nogen effekt af indsatsen på området.

Således hedder det i rapporten, der blev offentliggjort onsdag, at "aktivering af de ikke-arbejdsmarkedsparate kontanthjælpsmodtagere ikke bragte dem i beskæftigelse."

- Effekten af aktivering var således negativ både på selvforsørgelsesgrad og på beskæftigelsesgrad, dvs. at de aktiverede kom i selvforsørgelse eller beskæftigelse en mindre del af tiden end de ikke-aktiverede i perioden 2006-2009, skriver Rigsrevisionen.

Rigsrevisionen har overdraget undersøgelsen til Statsrevisorerne, og her er man ikke tilfreds med det manglende udbytte af de mange milliarder, som aktiveringen har kostet.

- Vi må konkludere, at effekten af de mange milliarder, der puttes i aktivering af de ikke-arbejdsmarkedsparate ledige, er meget beskeden, for ikke at sige ikke-eksisterende, siger formanden for statsrevisorerne, Peder Larsen, ifølge Berlingske Tidende.

Over for avisen erkender beskæftigelsesminister Inger Støjberg (V) da også, at samfundet ikke får nok tilbage for den store milliardinvestering. Men hun slår fast, at regeringen ikke ønsker at smide håndklædet i ringen.

- Det kan godt være, at beretningen har en negativ konklusion, men vi vil gøre alt, hvad vi kan, for at ændre det billede, siger hun.

/ritzau/