Den tidligere Team CSC-rytter Carlos Sastre benægter at have haft kendskab til brugen af doping, da han kørte for Bjarne Riis' mandskab fra 2002-2008.

I den rapport, Anti-Doping Danmark offentliggjorte tirsdag, kan man læse om et massivt dopingforbrug hos Team CSC i Bjarne Riis' tid som holdleder. Den tidligere kaptajn Carlos Sastre, der vandt Tour de France for Team CSC i 2008, afviser dog at have kendt til de nævnte sager.

»Jeg var bevidst om, hvad jeg gjorde, og hvad jeg gør, men jeg var ikke bevidst om, hvad andre gjorde. Ærlig talt, jeg snakkede ikke om den slags med mine holdkammerater. Aldrig. Mit syn på cykling var klar fra starten, og jeg er glad for alt, hvad jeg gjorde, og jeg er glad for det, jeg har opnået,« siger Carlos Sastre til Cyclingnews.com.

Sastre er ikke selv indblandet i dopingsagerne, der bliver omtalt i rapporten, men hans navn bliver nævnt i forbindelse med et telefonopkald fra 2008, hvor Bjarne Riis angiveligt skulle have forsøgt at overtale Sastre til at bruge bloddoping.

»Jeg ved ikke, hvad der er kommet frem, men jeg husker ikke denne samtale. Han kender mig og ved, hvordan jeg er, og jeg tror ikke, at han ville have gjort det, men jeg husker ikke denne ting.«

I rapporten står der, at en tidligere holdkammerat til Sastre har fortalt, at Bjarne Riis skulle have sagt til spanieren: »I guess you could still use small blood bags. The others are using it. We know for sure that Discovery are using it.«

Bjarne Riis mener dog, at hans tidligere kaptajn måtte have misforstået som en opfordring til at benytte sig af bloddoping. Kommentaren skulle i stedet ses som en generel betragtning mere end en opfordring, fastslår danskeren i rapporten.