Spørgsmål: Hej Chris, jeg vil gerne spørge, hvad jeg selv kan gøre for at reducere stress i mit liv? Det er ikke fordi jeg er voldsomt stresset hele tiden, men jeg kan mærke, at det nogle gange tager overhånd. Jeg vil sætte stor pris på, hvis du har tid til at svare. Hilsen Juliane

Chris MacDonald: Tak for dit spørgsmål. Mange danskere føler sig stressede i den moderne verden – det moderne rotteræs – men vi skal bare minde os selv og hinanden om, at vi kan klare mere end vi kan tåle. Og selvom vi er robuste skabninger, har vi også grænser, så hvis du vurderer, at dit stressniveau er for voldsomt, vil jeg klart anbefale dig at tage et grundigt kig på årsagerne til den negative stress og forsøge at ændre situationen.

Når det er sagt, så er der nogle naturlige værktøjer du kan tage i brug i det daglige, for at reducere det generelle stressniveau herunder søvn og fysisk aktivitet. Det er vist ingen hemmelighed, at jeg er stor fortaler for 7-8 timers søvn hver nat og på samme tid bruger jeg selv daglige gåture, som ”medicin” for mit generelle fysiske og psykiske velvære. Men i løbet af de sidste par år har jeg faktisk også praktiseret meditation. På den helt simple måde. Hvis du gerne vil i gang med lidt meditation uden, at der skal gå alt for meget lotus stilling i den, så vil jeg anbefale dig følgende:

  • Find en komfortabel position, hvor din ryg kan være ret uden, at du skal anstrenge dig. Det kan være siddende eller liggende, men find en komfortabel position.
  • Fokuser på din vejrtrækning og intet andet. Du kan trække vejret gennem næsen eller munden. Det er ikke så vigtigt. Der vil øjeblikke – mange øjeblikke – hvor du vil gribe en tanke eller to og når det sker skal du gå videre til næste trin.
  • Når dit fokus flytter sig fra vejrtrækning til tanker, så forsøg nænsomt at vende fokus tilbage mod vejrtrækningen.

Forsøg at finde tid til meditation hver dag. Gå efter minimum 5 minutter hver gang. Måske vil du ende med flere minutters meditation, når du først kommer i gang. Jeg håber, det gav dig svar.

Stay strong, stay graceful!