Lørdag begyndte rygterne at løbe. Nærmest som en steppebrand.

Folk kunne ikke tro deres egne øjne.

Den første melding gik på, at Ukraines hær stod i Kupjansk – et vigtigt trafikknudepunkt i Nordøstukraine, som længe har været besat af Rusland.

Billeder på sociale medier syntes at bekræfte.

Ukraines hær var på en gevaldig fremmarch i de russiskbesatte områder.

Så kom der meldinger fra Izyum, som længe har været centrum for Ruslands krigsindsats i Donbas. Ukrainske styrker stod på grænsen til byen, og de var ved at genindtage den.

Stille og roligt blev det bekræftet fra officiel hånd.

På få timer havde Ukraine taget områder tilbage, som tusindvis af russiske soldater døde for at indtage i begyndelsen af krigen.

Og så kom der flere meldinger.

Den ene gik på, at ukrainske soldater nu lå i kampe ved den internationale lufthavn i storbyen Donetsk.

Og en anden melding gik – højst overraskede – på, at der nu var kampe i Lysytjansk.

Netop Lysytjansk og nabobyen Sjevjerodonetsk var tidligere på året omdrejningspunkt for brutale ugelange kampe med tusindvis af døde på begge sider. Rusland endte med at vinde det slag.

Endnu er hverken meldingerne fra Donetsk Lufthavn eller Lysytjansk blevet bekræftet fra officiel hånd.

Men viser de sig at være sande og set sammen med de seneste døgns tilbageerobringer, så er det utrolige nyheder.

Eller som Claus Mathiesen fra Forsvarsakademiet skrev på Twitter til meldingerne om ukrainske tropper i Lysytjansk:

»Det er mere end sensationelt! Tænk på, hvor længe der blev kæmpet om først Sjevjerodonetsk, så Lysytjansk. Og hvor meget det af de prorussiske tweetere blev udlagt som ukrainernes endelige nederlag, nu var det kun et spørgsmål om tid.«

Den pensionerede australske general Mick Ryan gik på sociale medier med en længere tråd om udviklingen i Ukraine.

Han er lamslået:

»De seneste 48 timer har vi set en utrolig udvikling i Ukraine,« skriver han blandt andet.

»Der er meget, som endnu er uklart omkring den ukrainske offensiv, men Ukraine har tydeligvis overrasket mod Rusland i Kharkiv-regionen,« skriver han.