USAs udenrigsminister Antony Blinken er netop blevet testet positiv for coronavirus.

Det sker efter, at han har deltaget i en række arrangementer inden for de seneste dage, herunder et middagsarrangement i Det Hvide Hus samt fester og en søndagsbrunch.

Det oplyser udenrigsministeriet i en erklæring ifølge CNN.

»Blinken testede positiv for covid-19 i eftermiddags via en pcr-test. Ministeren er fuldt vaccineret og boostet mod virussen og oplever kun milde symptomer. Han testede negativ i tirsdags og igen så sent som i morges,« oplyser en talsmand i erklæringen.

Antony Blinken er derfor gået i selvisolation, hvorfra han vil passe sine arbejdsopgaver de kommende dage.

Det positive testsvar kommer efter, at udenrigsministeren deltog i Det Hvide Hus' korrespondentmiddag, som blev afholdt lørdag.

Her deltog Joe Biden og en række amerikanske embedsmænd blandt andet, men ifølge pressesekretæren i Det Hvide Hus betragtes Joe Biden ikke som nærkontakt til Blinken, og hun understreger, at han er testet negativ.

»Hvis han havde (coronavirus, red.), ville vi have annonceret det offentligt til jer alle,« sagde sekretæren og tilføjede, at Biden sidst blev testet negativ for covid-19 i tirsdags.

Antony Blinken er dog ikke den eneste, der er testet positiv efter middagen.

I dagene efter er flere journalister og medarbejdere fra medier som CNN, ABC News, NBC og andre nyhedsmedier nemlig testet positiv for coronavirus.