Kinas præsident, Hu Jintao, er i disse dage på besøg hos den amerikanske præsident, Barack Obama, i Washington.

Her har Hu Jintao bl.a. gjort det klart, at de vestlige ledere skal respektere Kinas interesser i Taiwan og Tibet, og i det hele taget har Kinas stærke mand spillet med musklerne over for Barack Obama.

Berlingske Tidendes korrespondent i Washington, David Trads, skriver bl.a. om topmødet:

- Topmødet dokumenterede den nye verdensorden: USA, bakket op af Europa, er fortsat vigtigst, men Kinas magt accelerer så voldsomt, at alle kan mærke det. Kampen om at dominere verden er ganske enkelt i fuld gang - og topmødet afslørede, hvem der er mest optimistisk og mest pessimistisk netop nu.

Og David Trads fortsætter:

- Obama prøvede at fremstå som modig på menneskerettigheder, men hans offentlige udsagn var så runde, at Hu Jintao nemt kunne erklære sig enig. USAs præsident - der modtog Nobels fredspris i 2009 - kritiserede ikke offentligt, at Kina netop har forhindret Liu Xiaobo, dette års modtager af fredsprisen, i at rejse til Oslo for at få prisen, idet han er politisk fange.

Skal Vesten lægge mere pres på Kina for deres brud på menneskerettighederne?

Er de vestlige ledere nødt til at sætte Kina på plads, for at bevare magtbalancen i verden?

Eller har Vesten ikke råd til at fornærme den økonomiske stormagt?

Deltag i debatten herunder