Frankrigs præsident støtter premierminister Giuseppe Contes forslag om centre i asylansøgeres hjemlande.

Paris. Italiens premierminister, Giuseppe Conte, opfordrer under et besøg i Frankrig til, at EU opretter centre, der skal behandle ansøgninger fra asylansøgere i deres hjemlande.

Forslaget støttes af den franske præsident, Emmanuel Macron. Det skriver nyhedsbureauet AFP.

- Vi bør oprette europæiske centre i afrejselandene, siger Conte på et fælles pressemøde med Macron.

Han henviser til de afrikanske lande, hvorfra der er sket en større massevandring mod Europa de senere år.

Den franske præsident siger, at han støtter idéen om, at "grene af vores asylagenturer skal tackle dette på den anden side" af Middelhavet.

Macron opfordrer til at være solidarisk med et Italien i krise som følge af de mange tilstrømmende migranter.

Han mener, at EU behøver "gennemgribende reformer" af EU's asylregler, der kendes som Dublinforordningen.

Det er regler, der er kommet under voldsomt pres med de mange migranter, hvis første møde med EU er lande ved Middelhavet og i særdeleshed i Italien.

Den fælles forståelse mellem Conte og Macron kommer efter diplomatisk knas mellem de to lande.

Den franske præsident kritiserede tidligere på ugen, at den italienske regering har nægtet skibet Aquarius med over 600 migranter om bord at anløbe italiensk havn. Macron betegnede det som "kynisk og uansvarligt".

Men han nedtonede fredag, at Frankrig skulle have en konflikt med Italien.

- Ingen af mine kommentarer havde til hensigt at fornærme Italien, lovede han.

Socialdemokraternes formand, Mette Frederiksen, har i vinter foreslået noget lignende med asyllejre uden for Europa og har bebudet at gøre det til et tema i den kommende valgkamp.

Statsminister Lars Løkke Rasmussen (V) sagde sidste år, at han ser EU-finansierede lejre i Nordafrika som en mulighed. Udlændingeordfører i Venstre, Marcus Knuth, har dog kaldt Mette Frederiksens forslag "urealistisk".

/ritzau/AFP