Særligt én bemærkning, som Vladimir Putin for nylig kom med, kan være med til at indkapsle den 'udfordring', han i stigende grad udgør.

For det kan udforme skitserne til potentielt bekymrende tegn i den russiske præsidents nuværende sindstilstand.

Det skriver analytikeren Alexander Gabuev, der er seniorforsker ved tænketanken Carnegie Endowment for International Peace, i en række opslag på Twitter, hvor han også kalder det 'chilling', som kan oversættes til 'skræmmende'.

Baggrunden for hans udmelding skal findes i nogle påstande, som den russiske præsident kom med onsdag.

Her ses Vladimir Putin under et møde den 24. januar.
Her ses Vladimir Putin under et møde den 24. januar. Foto: MIKHAEL KLIMENTYEV / SPUTNIK / K
Vis mere

Der hævdede Putin ifølge Gabuev blandt andet, at 'ukrainske nationalister' skal stå klar til at skyde ukrainske soldater i ryggen for at forhindre dem i at desertere.

»Putins bemærkning indkapsler den udfordring, Kyiv og Vesten står over for: En hensynsløs, følelsesladet leder, der har låst sig selv inde i en frygtelig informationsboble,« lyder det fra analytikeren.

Ifølge Gabuev er der ingen troværdig information, der tyder på, at Putin skulle have ret i sin påstand.

»Så løj Putin bevidst? Vi kan ikke vide det med sikkerhed, men det kan være, at han tror på det,« forklarer Gabuev i sine opslag, som også er blevet omtalt af Sky News.

Her ses et billede af den russiske præsident, Vladimir Putin, fra 18. januar.
Her ses et billede af den russiske præsident, Vladimir Putin, fra 18. januar. Foto: SPUTNIK
Vis mere

»Det er ikke nødvendigt at sige, at Putins og Kremls forhold til sandheden er... tja... kompliceret, for at sige det mildt. Men denne udtalelse fra Putin lyder ikke som hans sædvanlige løgn, men som information, han har indhentet hos en, han stoler på,« vurderer analytikeren.

Det er ifølge Alexander Gabuev muligt, at kilden bag kan findes blandt soldater fra frontlinjen eller fra såkaldte 'krigskorrespondenter' – som han også betegner 'russiske militær-propagandister' – som Putin skal være begyndt at mødes mere regelmæssigt med, da han ifølge analytikeren er mistroisk over for sine generaler.

»Hvorfor er det vigtigt? Fordi nogle afgørende beslutninger, som Kreml træffer om krigen, kan være baseret på 'information' af samme kvalitet, som den Putin har delt i dag (onsdag, red.). Det faktum, at der ikke er nogle upartiske tvær-agenturer i Rusland, men en følelsesladet og fejlinformeret leder, er chokerende,« skriver Gabuev.

Og dét mener Gabuev er vigtigt at holde for øje. Også i fremtiden.

»Der er en risiko for at overvurdere Putins rationalitet og negligere hans voksende løsrivelse fra virkeligheden, når man forsøger at gentegne Moskvas røde linjer,« lyder det fra analytikeren, som dog slutter med at slå fast:

»Indtil videre har Vesten formået at gøre det på en fast, men omhyggelig måde, hvor man undgår dommedagsscenarier.«

På Twitter har også den pensionerede brigadegeneral og tidligere forsvarsattaché i Rusland, Carsten Rasmussen, bemærket Alexander Gabuevs opslag.

Til dem har han skrevet:

»Skræmmende, men også lidt fascinerende, tråd om, hvad der påvirker Putins perception (opfattelse, red.) af virkeligheden.«