'Stopper det aldrig?'

Hvis den britiske tennisstjerne Andy Murray tænker netop dét, så forstår man ham godt.

Den tredobbelte grand slam-vinder er nemlig igen, igen blevet ramt af en alvorlig skade. Denne gang i anklen. Det skriver Andy Murray i et opslag på Instagram, som du kan se nederst i artiklen.

Her oplyser han, at han har pådraget sig alvorlige ledbåndsskader efter opgøret mod tjekkiske Tomas Machac, som han tabte til søndag ved Miami Open.

'Det siger sig selv, at det selvfølgelig er en bitter pille at sluge. Så jeg kommer til at være ude i noget tid. Men jeg kommer tilbage med én hofte og ingen ledbånd i anklen, når tiden er inde,' lyder det fra briten.

Andy Murray har de senere år kæmpet med adskillige skader, der har truet tennisstjernens karriere flere gange.

Særligt en omfattende hofteoperation, han gennemgik for fem år siden, var tæt på at lægge ketsjeren på hylden for ham.

Andy Murray spillede faktisk søndagens opgør færdigt, hvor han dog måtte se sig besejret med cifrene 7-5, 5-7, 6-7.