Denne sæson har været som nat og dag for Brøndby.

Og lige nu er det slet ikke sjovt at være den unge målmand Mads Hermansen, der har imponeret i buret i debutsæsonen som førstemålmand på Vestegnen.

Søndag blev Brøndby og Hermansen dukket for syvende gang i streg som forsvarende dansk mester, og det var nok til, at holdet går i Brøndbys rekordbøger med den længste stime af nederlag i træk.

»Det føles selvfølgelig ad helvede til. Sådan er det. Vi vil vinde og har høje ambitioner. Vi er nummer seks, og det er absolut under vores målsætning. Det er ikke godt nok,« lyder det fra Hermansen.

Foto: Bo Amstrup
Vis mere

Han og holdkammeraterne startede sæsonen skidt og vandt ikke før syvende runde, inden Brøndby så blandt andet satte ni sejre i træk sammen.

Nu er Brøndby så på otte kampe i rap uden sejr, og det har været en hård rutsjebanetur for holdet.

»De første mange kampe brugte vi på at finde os selv, og så satte vi den fantastiske stime sammen. Den har vi smidt i havet nu. Det er svært at sige mere. Men det er hårdt.«

Det syvende nederlag i træk kom søndag på udebane mod Randers.

Foto: Henning Bagger
Vis mere

Her var Brøndby ellers velspillende i de første 29 minutter, hvor Mathias Kvistgaarden bragte Brøndby foran 1-0, inden Randers FC tilmed blev reduceret til ti mand.

Alligevel endte Randers FC med at vinde 2-1, og det skyldes ifølge Hermansen manglende kvalitet i Brøndbys sidste time.

»Vi kom godt fra start og kom i overtal, men så forcerede vi det lidt. Vi blev for ivrige efter at lukke kampen, og der skal vi være klogere. Vi skal tage farten ud af spillet – for vi har selv lige haft en masse kampe, hvor vi har spillet i undertal og ved, hvordan det er at løbe efter bolden. Der skulle vi klart have været bedre.«

1-2-målet blev scoret efter et hjørnespark, hvor Hermansen mener, at Randers FC lagde mere i aktionen end Brøndby.

»Man kan altid gøre noget bedre, når man lukker mål ind. Og specielt på standardsituationer. Standardsituationer er en krig, og de, der kriger mest, vinder som ofte duellerne, så vi må se os selv i øjnene og spørge, om vi krigede nok for den bold,« siger målmanden, der afviser, at holdet mangler den rette indstilling lige nu.

Brøndby-holdet blev efter kampen mødt af en frustreret reaktion fra de mange medrejste fans, og det forstår Brøndby-profilen til fulde.

»Absolut. Vi er lige så frustrerede alle sammen selv. Vi er kede af det og skuffede og ved godt, at det, vi leverer, ikke er godt nok resultatmæssigt. Så vi forstår dem fuldt ud.«

Du kan læse B.T.s dom fra opgøret lige her.