Sæsonfinalen i Dubai for verdens bedste badmintonspillere bliver formentlig uden Viktor Axelsen.

Paris. Viktor Axelsen har slet ikke kunnet finde topniveauet efter et opslidende OL i Rio i august, hvor han vandt bronze.

Den 22-årige dansker er træt og slidt efter en sæson, hvor OL-målet har fyldt enormt meget. Derfor regner han ikke med at spille sæsonfinalen i Dubai i midten af december.

- Jeg skal have noget ferie, så Dubai-finalerne bliver nedprioriteret lidt, siger Axelsen til DR Sporten.

- Det er OL, der har været det altoverskyggende det sidste halve år, så derfor må jeg nok bare acceptere, at jeg ikke spiller i Dubai i år. Men sådan er det - OL er vigtigere.

Torsdag røg han for anden gang på en uge som finaleseedet ud i anden runde ved en Super Series-turnering - begge gange til samme spiller.

Den 36-årige Lee Hyun Il fra Sydkorea, som lige er rykket fra 22.-pladsen til 17.-pladsen på verdensranglisten, sendte både ved Denmark Open og ved French Open Axelsen ud i mørket i andet kamp.

De skuffende resultater for Viktor Axelsen har også betydet, at landsmanden Jan Ø. Jørgensen har overtaget fjerdepladsen på ranglisten fra Axelsen.

- Det er langtfra tilfredsstillende, det jeg præsterer, men jeg må bare acceptere, det er sådan, mit hoved og min krop reagerer lige nu, og så have fokus på hvordan jeg kommer tilbage, siger han.

Sæsonfinalen er for de otte spillere, som har gjort det bedst i Super Series-turneringerne i 2016.

I 2015 var Axelsen i finalen i Dubai, hvor han tabte i to sæt til japaneren Kento Momota.

/ritzau/