Der kan inden for kort tid blive udstedt en arrestordre på Israels premierminister, Benjamin Netanyahu.

Flere internationale medier, herunder Le Monde, skriver, at Den Internationale Straffedomstol (ICC) er tæt på en afgørelse om, hvorvidt der skal rejses anklager om krigsforbrydelser eller ej.

Og sagen fylder meget i Israel.

Det fortæller B.T.s mellemøstkorrespondent, Jotam Confino.

»Det ville være voldsomt dramatisk og uden fortilfælde, hvis man udsteder arrestordre på en israelsk premierminister. Den trussel fylder meget i medierne hernede,« siger han.

Netanyahu har selv været ude at forholde sig til risikoen.

»Israel vil aldrig acceptere et forsøg fra ICC på at underminere vores lands ret til selvforsvar,« skrev han fredag på X.

At både han og udenrigsministeren har været ude at forholde sig til arrestordren, har skabt en del debat i Israel.

»Flere mener, at det kan modarbejde deres egen sag sådan at gå ud og sige, som de har gjort. Det frygtes, at det kan have den modsatte effekt, så Den Internationale Straffedomstol siger, at: 'Det skal vi nok selv bestemme',« siger Confino.

Hvis arrestordren kommer, vil det bringe de lande, der støtter Israel – herunder Danmark – i et svært dilemma, mener B.T.s mellemøstkorrespondent.

»Det vil skabe et kæmpe problem for Israels allierede. Hvis Netanyahu for eksempel rejser til Paris, vil franskmændene være nødt til at arrestere ham, ellers anerkender de ikke domstolen. Jeg har svært ved at se ret mange ledere støtte sådan en arrestordre. Heller ikke fra Mette Frederiksens side,« siger Confino.

Hvis arrestordren kommer, har Netanyahu ikke tænkt sig at blive indenfor landets grænser.

»Han kommer til at teste de andre lande og rejse til USA, Frankrig og England. Jeg tror, at amerikanerne vil gøre, hvad de kan for at stoppe en sådan arrestordre, « siger Confino.

Netanyahu bliver blandt andet beskyldt for at bryde krigens love ved at lade civile palæstinensere sulte i Gazastriben.

»Det kan sagtens være, at Israel har begået krigsforbrydelser, men det plejer jo først at være noget, man undersøger efter en krig. Og man skal huske på, at hvis Israel har begået krigsforbrydelser, så er Danmark, England og andre lande med til at støtte en krigsforbryder,« siger B.T.s mellemøstkorrespondent.