Det blev slået stort og flot op, da Elvira Pitzner og Mortada Haddad for nylig afslørede, at de havde startet et nyt firma sammen.

På hjemmesiden kunne nye kunder se smukke billeder af Elvira Pitzner, og nederst på siden pralede det nyforlovede par med, hvilke firmaer de allerede havde samarbejdet med.

Der er bare ét problem.

Flere af de oplistede firmaer har aldrig haft et samarbejde med Social Candy Agency, som Elvira Pitzner og Mortada Haddad kalder deres nye influencerbureau.

I midten af april fremgik flere fremtrædende virksomheder på listen over referencer hos firmaet, men så begyndte de at forsvinde. 

Først var det champagnemærket Moët & Chandon, der pludselig blev fjernet fra hjemmesiden. 

B.T. har set dokumentation for, at firmaet har figureret på hjemmesiden og sidenhen er blevet slettet.

Vi har ligeledes været i kontakt med Moët & Chandon, der udtaler, at man ikke kender Elvira Pitzner og Mortada Haddad og aldrig har haft et samarbejde med dem. 

Men de falske referencer stopper ikke der.

Først blev Moet & Chandon fjernet fra Social Candy Agencys referencer. Efter B.T. har undersøgt de resterende referencer, har Elvira Pitzner og Mortada Haddad nu helt fjernet referencerne fra deres hjemmeside. Foto: Wayback Time Machine
Først blev Moet & Chandon fjernet fra Social Candy Agencys referencer. Efter B.T. har undersøgt de resterende referencer, har Elvira Pitzner og Mortada Haddad nu helt fjernet referencerne fra deres hjemmeside. Foto: Wayback Time Machine
Vis mere

B.T. har kontaktet alle referencerne på Social Candy Agencys hjemmeside for at høre, hvorvidt de har samarbejdet med influencerbureauet.

Efter vores henvendelser til de forskellige firmaer blev hele referencelisten så slettet og fjernet fra Elvira Pitzner og Mortada Haddads firmas hjemmeside.

Af de 18 virksomheder, som fremgik af referencerne, svarer en enkelt, at de har samarbejdet med Social Candy Agency – selvom de ikke vidste, at de var blevet listet som reference.

Har aldrig hørt om firmaet
Men flere af virksomhederne har aldrig hørt om Elvira Pitzner og Mortada Haddads nye influencerbureau, selvom de var blevet listet på deres hjemmeside.

Det gælder eksempelvis modewebshoppen Stilkompagniet.

»Nej, vi har aldrig samarbejdet med det firma og kender dem slet ikke. Vi samarbejder med influenterne direkte,« forklarer ejeren Signe Dørge.

Blandt referencerne finder man også Elvira Pitzners mors virksomhed Diamantbørsen.

En virksomhed, som mor Katerina Pitzner dog har sat i dvale på ubestemt tid – og det gjorde hun godt et halvt år før, Elvira Pitzner og Mortada Haddad overhovedet startede deres nye influencerbureau.

B.T. har kontaktet alle referencerne, hvor fire har sagt, at de ikke har et samarbejde med firmaet og heller ikke har haft det. De resterende firmaer er ikke vendt retur.

Et firma, der dog retteligt er listet som en reference for det nye influencerbureau, er Copenhagen Trackers.

Selvom virksomhedens direktør Christian Olesen »ikke personligt var vidende om, at vi fremgår af deres referencer«, så har han det »fint med det«.

»Det er korrekt, at vi har samarbejdet med Social Candy, som har hjulpet os med en kampagne i forbindelse med lanceringen af vores nye produkt, Gemstone,« fortæller Copenhagen Trackers-direktøren.

»Mit indtryk af bureauet er, at de har behandlet os professionelt og på fine vilkår.«

Elvira Pitzner lever af at være influencer og dele ud af sit luksuriøse liv på særligt Instagram. Derudover er hun også realitystjerne og har startet et par virksomheder – senest influencerbureauet med hendes forlovede Mortada Haddad, som hun blev anklaget for utroskab og anholdt i Dubai med. Foto: Privat
Elvira Pitzner lever af at være influencer og dele ud af sit luksuriøse liv på særligt Instagram. Derudover er hun også realitystjerne og har startet et par virksomheder – senest influencerbureauet med hendes forlovede Mortada Haddad, som hun blev anklaget for utroskab og anholdt i Dubai med. Foto: Privat
Vis mere

I strid med markedsføringsloven 
Tirsdag har Elvira Pitzner og Mortada Haddad nu helt fjernet referencesegmentet på Social Candy Agencys hjemmeside.

Og det kan være en rigtig god idé at fjerne referencer, der er usikkerhed omkring.

Det er nemlig i strid med markedsføringsloven at 'angive oplysninger, som ikke er sande' – og såkaldt falsk og vildledende markedsføring kan straffes med bøder.

Det fortæller Frederik Lars von Bülow, fuldmægtig hos Forbrugerombudsmanden, til B.T.

»Man må ikke lyve i sin markedsføring, det er sådan set det, der er i reglerne om vildledning i markedsføringsloven.«

Overtrædelserne af markedsføringsloven kan lede til en bøde, men hvor stor, den kan blive, bestemmes ud fra flere overvejelser. 

»Bødens størrelse vil være afhængig af flere faktorer: Hvor stor er virksomheden, hvor grov er overtrædelsen, er det sket flere gange og bliver ved, og hvor meget har virksomheden tjent på den vildledende markedsføring,« forklarer Frederik Lars von Bülow.

Mortada Haddad er selvstændig og har blandt andet haft succes med en datingapp for mellemøstlige. Foto: PR
Mortada Haddad er selvstændig og har blandt andet haft succes med en datingapp for mellemøstlige. Foto: PR
Vis mere

Til B.T. skriver Mortada Haddad i en mail, at man har valgt at fjerne alle referencerne, fordi der er tale om en 'misforståelse'.

'Vi blev opmærksomme på en misforståelse vedrørende præsentationen af vores samarbejder, hvilket førte til, at vi midlertidigt har fjernet referencerne fra hjemmesiden,' lyder det.

Derudover påpeger han, at Social Candy Agency er startet gennem Elvira Pitzners virksomhed Braveheart, hvorfra hun bogfører sine egne reklamesamarbejder og tv-optrædener.

'Alle referencer, som har været på vores hjemmeside, har haft et direkte samarbejde med Elvira Pitzner og dermed hendes virksomhed Braveheart 2020 ApS. Social Candy fungerer som et binavn til Braveheart og drives under det samme CVR-nummer. Hvilket fremstår på hjemmesiden,' skriver Mortada Haddad.

B.T. har efterfølgende spurgt, hvad Mortada Haddad siger til de firmaer, der ikke kender hverken ham eller Elvira Pitzner, og derfor heller ikke lader til at have samarbejdet med Elvira Pitzners gamle virksomhed Braveheart.

Ingen dokumentation for direkte tilknytning
Men Mortada Haddad fastholder, at parret ifølge ham ikke har handlet i strid med markedsføringsloven.

'Vi kan bekræfte og dokumentere samarbejde med alle de referencer, der har været opført. Desuden er det ikke et brud på markedsføringsloven at anvende binavne, når aktiviteten er direkte relateret til og integreret med eksisterende forretningsaktiviteter,' skriver han.

B.T. har bedt om at se dokumentation for samarbejderne, herunder med Moët & Chandon.

Til det har iværksætteren sendt opslag fra en Instagram-profil, der handler med merchandise fra forskellige champagnebrands, og som ganske rigtigt lader til at have en aftale med Elvira Pitzner.

Elvira Pitzner lever af at være influencer og dele ud af sit luksuriøse liv på særligt Instagram. Derudover er hun også realitystjerne og har startet et par virksomheder – senest influencerbureauet med hendes forlovede Mortada Haddad, som hun blev anklaget for utroskab og anholdt i Dubai med. Foto: Privat
Elvira Pitzner lever af at være influencer og dele ud af sit luksuriøse liv på særligt Instagram. Derudover er hun også realitystjerne og har startet et par virksomheder – senest influencerbureauet med hendes forlovede Mortada Haddad, som hun blev anklaget for utroskab og anholdt i Dubai med. Foto: Privat
Vis mere

Profilen har dog ingen tilknytning til selve mærket Moët & Chandon, udover de har merchandise med firmaets logo på, som de sælger videre. 

Dette mener Mortada Haddad dog er i tråd med at bruge det officielle brand som reference. 

Ville det så ikke have været mere korrekt at skrive distributøren som reference i stedet?

»Som det er dokumenteret på Elviras Instagram og i de vedhæftede billeder, har Elvira modtaget en betydelig mængde Moët champagneflasker fra distributøren. Disse leverancer er en del af de kontraktmæssige ressourcer og støtte, som distributøren modtager fra Moët med henblik på at fremme brandet. Dette arrangement er i overensstemmelse med de gældende handelsaftaler og markedsføringsretningslinjer, som regulerer relationerne mellem producenter, distributører og endelige promotører,« skriver Mortada Haddad.

Men de siger fra Moët & Chandon Nordics, at de ikke kender jer, er det ikke vildledende over for jeres kunder at bruge dem som reference?

»Juridisk set er der ikke tale om vildledning, når et samarbejde med et brand fremstilles i denne kontekst, da det præcist afspejler den faktiske kommercielle realitet,« skriver han og fortsætter:

»Derudover, efter en aftale med Moët, har vi for længst fjernet alle Moët & Chandon-logoer fra de materialer, hvor Elvira er involveret. Dette blev gjort for at undgå enhver mulig misforståelse omkring omfanget af samarbejdet, og for at sikre overholdelse af alle gældende mærkeretlige retningslinjer.«

Derudover henviser Mortada Haddad til, at B.T. selv kan gennemgå Elvira Pitzners profil for at gennemse samarbejder, hun tidligere har lavet, for dokumentation. 

B.T. har uden held forsøgt at få en kommentar fra Elvira Pitzner.