De folkevalgte på Christiansborg har ikke mange rosende ord til overs for de demonstranter, der fredag har spærret for adgangen til Københavns Universitets lokaler på Frue Plads i København og - ifølge universitetet - begået hærværk og chikaneret ansatte. 

Venstre og Dansk Folkeparti forklarer, at hvis der er studerende på Københavns Universitet imellem de demonstrerende, så skal de ekskluderes. 

»Hvis det er studerende på Københavns Universitet, der nu er med til at ødelægge undervisningen, så mener jeg klart, at de bør ekskluderes. Det sagde jeg, da demonstranterne oprettede deres lejr i begyndelsen af maj, og det mener jeg stadig,« siger Venstres uddannelsesordfører, Heidi Bank, som fortsætter:

»Det gør mig oprigtigt trist, at en lille gruppe unge gidsler vores uddannelsesinstitutioner på den her måde, og jeg nægter simpelthen at acceptere, at den dybt ulykkelige krig mellem Hamas og Israel spreder sig til vores danske universiteter.«

Dansk Folkepartis formand, Morten Messerschmidt, er enig i, at universitetet bør skride til eksklusion af eventuelle studerende, som måtte være med i fredagens demonstrationer. 

»Jeg synes, det er helt uterligt, at den slags optøjer finder sted. Man må mene, hvad man vil, men man må ikke chikanere folk,« siger Morten Messerschmidt, som fortsætter:

»Er der studerende blandt, så skal de kyles ud af universitetet. I Danmark kan man få en uddannelse som en gave fra staten. Forhindrer man andre i at modtage den gave, så skal man ikke selv modtage den.«

Er det ikke noget, som Københavns Universitet selv bør tage stilling til?

»Jo, men KU kan godt være lidt en pædagog-butik. Hvis ikke universitetet selv kan finde ud af det, så beder vi ministeren om det. Virker det ikke, så tager vi det gerne op i folketingssalen,« siger Messerschmidt. 

Socialdemokratiet tager også skarpt afstand fra dagens demonstrationer. Men partiet vil ikke blande sig i, om de studerende, der eventuelt måtte være blandt demonstranterne, skal smides ud. 

»Først og fremmest synes jeg, at Københavns Universitet har tacklet hele dette forløb forbilledligt, og de har min fulde opbakning. Man må gerne som demonstrant udtrykke sine holdninger, men ulovligheder og hærværk er helt uacceptabelt,« siger politisk ordfører Christian Rabjerg Madsen, som fortsætter: 

»De demonstrerende skal desuden huske, at de ikke alene har et hensyn overfor loven, men også overfor at alle - herunder også jødiske studerende - kan føle sig trygge ved at komme på universitetet.«

Hvis der er studerende blandt demonstranterne, skal de så smides ud?

»Jeg tager afstand fra ulovlige metoder, men hvilke sanktioner det skal munde ud i, skal være op til Københavns Universitet og myndighederne i øvrigt,« siger han. 

Det Konservative Folkeparti afviser ikke, at studerende kan blive smidt ud for at deltage i dagens demonstration. Det skal dog være universitetets egen afgørelse. 

»Det er helt utilstedeligt, hvad der foregår, og det udviser en total mangel på respekt for den institution, som universitetet er. Det er forkælede personer, som ikke kender deres plads,« siger Mette Abildgaard, politisk ordfører. 

»Hvis universitetet har regler, som gør det muligt at smide studerende ud for den slags her, så synes jeg at man kan tage dem i brug. Det er universitetets afgørelse, men det bør have konsekvenser,« siger hun. 

Københavns Universitet har tidligere fredag meldt ud, at man har suspenderet al dialog med demonstranterne. 

Da demonstrationen alene var en teltlejr på Universitets område, så havde man en løbende dialog, men den har universitetet nu altså valgt at droppe.

Lyt til mediemagasinet Q & CO med B.T.s politiske analytiker, Henrik Qvortrup.

B.T. Valgkamp

Med liveblogs har medierne hele ugen dækket to højtprofilerede dragssager. Henholdsvis Mia-sagen og Korsør-sagen. Interessen er monumental, og vi tager diskussionen om detaljegraden med formanden for Landsforeningen af Forsvarsadvokater, der mener, at der er gået lige lovlig meget cola og popcorn i dækningen. Vi kan heller ikke komme uden om dette års Eurovision-drama. Berlingskes Jakob Steen Olsen anmelder seancen, før vi vender snuden mod en kritik af en genudgivet artikel i Alt for damerne - en artikel, der omhandler Tv-vært Lene Beier og et smykke fyldt med diamanter fundet i en rendesten på Times Square i New York. Vi slutter et velkendt sted, nemlig hos JP/Politiken, hvor sagerne om den øverste ledelse bliver ved med at give. For nu har ansættelsen af en freelancer til at dække sagerne på Jyllands Posten fået folk til at stille spørgsmålstegn ved, hvor vandtætte skotterne er mellem husets ledelse og huset journalistik Vært: Henrik Qvortrup Medvært: Stine Carsten Kendal, direktør for Information Gæster: Rikke Dal Støttrup, chefredaktør for Alt for damerne Uffe Gardel, journalist Jakob Steen Olsen, anmelder ved Berlingske Kåre Pihlman, formanden for Landsforeningen af Forsvarsadvokater Niels Pinborg, chefredaktør for SE og HØR Carsten Ellegaard, journalistisk chef på Jyllands-Posten Tilrettelægger: Maria Asmine Dam Producer: Alex Brøndbjerg