Efter at have kendt hinanden i ti år, opstod der pludselig sød musik.
For fem år tilbage blev komikerkollegaerne Ane Høgsberg og Lasse Madsen så også forlovet – men der er ikke noget bryllup på vej lige foreløbig for parret.
»Jeg tror fandeme helt, han har glemt, at vi er forlovede!« siger Ane Høgsberg, da B.T. spørger ind til situationen under pressedagen på hendes nye Prime-program 'Roasted'.
»Er det fire år siden eller sådan noget? Altså den er vidst udløbet den der!« udbasunerer hun med et glimt i øjet.
Så hvis der skal en vielsesring på fingeren af den 36-årige komiker, så skal hun altså have en ny forlovelsesring af den seks år yngre Lasse Madsen.
»Jeg venter på en genforlovelse, tror jeg – jeg kan slet ikke passe den ring mere!« fortsætter Ane Høgsberg, inden hun giver en direkte opsang til sin forlovede.
»Han må ned på knæ igen – få børstet de knæbeskyttere af og kom i gang! Så nej, der er fandeme ikke bryllup på vej – men nu jeg har dig, hvis du læser med Lasse, så må du da godt komme lidt i gang!«
Ane Høgsberg og Lasse Madsen har sammen den treårige søn Ebbe.
Derudover har Lasse Madsen fra et tidligere forhold den seksårige søn Axel, som Ane Høgsberg i dag kalder »min bonusdreng« – eller med et glimt i øjet for sin søn »på gule plader«.
I dag bor den sammenbragte familie i Sorø.
Deres tre millioner dyre, fælles hjem købte Ane Høgsberg og Lasse Madsen forrige år efter en kort smuttur til det jyske.