Katerina Pitzner har den seneste tid afviklet sine aktiviteter i Danmark.
Realitydiamanthandleren videregav ikke mindst direktørposten i sin smykke- og investeringsvirksomhed Diamant Børsen til ejendomsmægleren Frederik Haun – men her efter et halvt år trækker 'Bagedyst'-finalisten sig nu fra posten.
Det skriver Frederik Haun og Katerina Pitzner begge på Instagram.
'Jeg har besluttet at stoppe mit eventyr hos Diamant Børsen. Det har været en fantastisk rejse, men jeg har måtte sande, at branchen ikke var den rette for mig,' skriver Frederik Haun i sit opslag.
Også Katerina Pitzner forklarer, at Frederik har 'været dygtig og vellidt af kunderne', men det 'nytter ikke, hvis hjertet ikke er med'.
Den tidligere direktør forklarer ligeledes, at hendes efterfølger stopper fra 1. december 2023.
'Diamant Børsen går herefter i dvale og ophører sine aktiviteter på ubestemt tid,' skriver Katerina Pitzner og forklarer ligeledes, at 'varelageret nedbringes' i samme ombæring.
Samme meddelelse gives på Diamant Børsens egen Instagram, hvor det i et opslag specificeres, at virksomheden 'går i dvale' på dagen, hvor Frederik Haun stopper.
B.T. forsøger at få en kommentar fra Frederik Haun og Katerina Pitzner.
Vi har spurgt til deres umiddelbare fremtidsplaner for dem selv og ikke mindst Diamant Børsen, samt om bevæggrunden bag at henholdsvis fratræde direktørposten og sætte virksomheden i bero.
Mirakler og vennetjenester
Det var tilbage i februar, at Katerina Pitzner trak sig som direktør for Diamant Børsen for 'at give plads til mirakler' i sit liv og gav stafetten videre til Frederik Haun.
Det var en beslutning, der vakte opsigt.
Ikke mindst beskrev Inside Business-erhvervskommentatoren Morten Johnsen tronskiftet som 'sprængfarligt', fordi Frederik Haun ikke havde tidligere erfaring med diamanter, men så ud til at være valgt på baggrund af sit venskab med 'Diamantfamilien'-matriarken.
Hverken Katerina Pitzner eller Frederik Haun lagde dog skjul på, at 'Bagedyst'-ejendomsmæglerens nye direktørjob ville være en læringsproces.
I april forklarede Katerina Pitzner så, at hun ville flytte til Italien for at 'udvikle sin sjæl'.
Kort tid derefter forlod den tidligere diamanthandler så også bestyrelsen i selskabet Pitzner Invest, som Diamant Børsen hører under. I stedet gav hun pladsen i bestyrelsen videre til sine to yngste børn, Hector og Ophelia Pitzner på henholdsvis 20 og 22 år.
Privat er Frederik Haun gift med 'Vild med dans'-danseren Morten Kjeldgaard, som Katerina Pitzner dansede med i sidste års sæson.
Han har tidligere været i finalen i DR-programmet 'Den store bagedyst', ligesom Katerina Pitzner også er kendt fra tv, hvor hendes familie ikke mindst har været omdrejningspunktet i TV 2-programmet 'Diamantfamilien'.