Hun er kendt som Diamantdronningen.

I årevis har hun i reality-programmet ‘Diamantfamilien’ budt seerne indefor i sit og sine døtres liv, men nu trækker Katerina Pitzner sig fra sit eget firma Diamant Børsen. Det skriver hun selv på Instagram.

'Så er det blevet tid. Efter et langt tilløb følger jeg nu et kald, der har lydt længe,' skriver hun og fortsætter:

'I dag trækker jeg mig som daglig leder og CEO af Diamant Børsen og overlader stafetten til et nyt talent.'

Hun løfter ikke sløret for, hvad hun præcis skal fremover, men skriver, at hun ønsker at give plads til mere 'fordybelse, mirakler og skriverier'.

'Jeg giver efter for noget, der føles som min sjæls kald. Eller i hvert fald en følelse af, hvad der er mit næste skridt i min udvikling som menneske.'

Stafetten som daglig leder af Diamantbørsen overdrager hun til Frederik Haun.

Hun skriver selv på Instagram, at han efter at have arbejdet bag kulisserne i flere måneder nu er er klar til at overtage tøjlerne.

'Det vildeste eventyr venter forude. Det kribler. Jeg er spændt, stolt og ikke mindst meget beæret over at fortælle, at jeg indtræder som daglig leder og CEO af Diamant Børsen,' skriver han.

Frederik Haun er uddannet ejendomsmægler, men tog et skridt i en ny karriereretning efter han medvirkede i 'Den store bagedyst' i 2021.

Privat er han kæreste med 'Vild med dans'-stjernen Morten Kjeldgaard.