Så er den gal igen. 

Venstres Sophie Løhde er igen blevet anklaget for at køre en ualmindeligt hård tone over for sine medarbejdere, for at give ydmygende offentlige skideballer og for at skabe en frygtkultur, der får ansatte til at flygte. 

I dagens Ekstra Bladet fortæller i alt 10 kilder med nære erfaringer med sundhedsministeren, hvordan Sophie Løhde trækker et årelangt spor efter sig af medarbejdere, der beretter om kolerisk og voldsom opførsel fra Løhdes side over for ansatte.

Sophie Løhde selv afviser over for Ekstra Bladet, at der er noget at komme efter, men forklarer blandt andet, at hun »har en stor arbejdskapacitet og stiller høje krav til mig selv og mine omgivelser.« 

Og det er ifølge Løhde helt forkert, når flere kilder fortæller, at ansatte er blevet skærmet fra at deltage i møder med hende. 

Sådan lød det fra meget lidt snakkesalig minister, da hun skyndte sig væk fra de ventede journalister foran Venstres gruppeværelse på Christiansborg. 

»Det passer jo ikke!,« lød det fra Løhde før hun skyndte sig videre.

Kildernes beretninger i Ekstra Bladet kommer lidt over halvandet år efter, B.T. på baggrund af samtaler med mere end 12 kilder, der har arbejdet tæt sammen med Sophie Løhde siden 2015, kunne fortælle lignende historier om et ubehageligt og voldsomt arbejdsmiljø hos ministeren.

Flere personer fortalte blandt andet, hvordan de havde sørget for at skåne med medarbejdere for at skulle deltage i møder, hvor Sophie Løhde deltog.

Efter B.T.s afsløring af forholdene hos Sophie Løhde i november 2022 lød det fra Løhde, at hun tog beskrivelserne af hendes opførsel til efterretning. 

»Jeg er meget bevidst om, at jeg helt sikkert også igennem tiden har begået fejl, og dem bestræber jeg mig på at arbejde med og lære af,« lød det dengang. 

Men ifølge Ekstra Bladets kilder er problemerne med et mere end almindeligt hårdt arbejdsmiljø og tendensen til, at medarbejdere, der arbejder tæt sammen med Løhde, forladt jobbet efter kort tid blot fortsat det seneste halvandet år. 

Senest er Magnus Ulveman stoppet i jobbet som særlig rådgiver i Sundhedsministeriet efter blot fire måneder. Han har ikke over for Ekstra Bladet ønsket at kommentere sin opsigelse.