Lyt til artiklen

Råben ad medarbejdere. En usædvanlig grov tone. Nedsættende personlige kommentarer.

En af Venstres absolutte toppolitikere beskyldes nu for at have skabt et ubehageligt arbejdsmiljø for flere medarbejdere.

Sophie Løhde har i en årrække været en del af toppen i Venstre og dansk politik. Hun har været minister to gange, og i dag er hun en del af den øverste ledelse i Venstre og partiets politiske ordfører.

Men Sophie Løhdes karriere i dansk politik efterlader også et spor af tidligere medarbejdere, der har meget lidt pæne ting at sige om at arbejde tæt sammen med hende.

»Jeg vil ikke bare beskrive det, Sophie kører, som en hård tone. Hun kører decideret psykisk terror på dem, der arbejder tæt på hende, når hun er utilfreds,« lyder det fra en tidligere medarbejder i centraladministrationen, der har arbejdet tæt sammen med Løhde.

Personen beskriver, at Løhdes kritik kan komme uventet og være så hård og personlig, at det kan sætte medarbejdere i konstant alarmberedskab.

Sophie Løhde anerkender over for B.T., at hun har en »direkte stil« og »af og til kan have en kontant tone«. Hun afviser dog, at hun på nogen måde skulle køre psykisk terror eller ydmyge medarbejdere.

B.T. har talt med i alt 12 personer, der har arbejdet tæt sammen med Sophie Løhde siden 2015. Alle 12 personer beskriver, at de har oplevet Løhde anvende en meget hård tone over for medarbejdere.

»Hvis hun ikke er tilfreds med en sag, kan hun finde på at sige ting til folk som 'fatter du ikke en skid eller hvad?' eller 'er I totalt uduelige?'. Det sker gerne i andres påhør, og det er ydmygende,« fortæller en tidligere medarbejder.

Flere siger også, at det ikke er unormalt, at Løhde direkte råber ad medarbejdere, hvis hun er utilfreds med for eksempel en historie om hende i medierne.

Gennemgående for kildernes beretninger er, at Løhde som leder skaber et arbejdsmiljø, der ifølge dem er svært at holde til i længere tid.

»Hun har svært ved at prioritere. Hvis alle ting er lige vigtige og alting hænger i bremsen, så hober ting sig op, og så får folk stress til sidst, lige meget hvor robuste de er,« fortæller en kilde.

To personer, der har arbejdet sammen med Løhde på forskellige tidspunkter fortæller, at de har sørget for at skåne medarbejdere for at skulle deltage i møder, hvor Sophie Løhde deltog.

»Det ville jeg simpelthen ikke udsætte dem for. For hun bliver ofte personlig på en måde, hvor hun hænger folk ud. Hvis hun synes, nogen er en idiot, så siger hun det foran alle andre,« fortæller en af kilderne.

En anden tidligere medarbejder fortæller, at vedkommende af flere personer med erfaring fra miljøet på Christiansborg blev advaret mod at tage et job, der indebar at arbejde tæt sammen med Sophie Løhde, fordi det skulle være bredt kendt, at Løhde var vanskelig at arbejde for.

Vedkommende endte efterfølgende med at stoppe i jobbet med samarbejdet med Løhde som udløsende årsag.

Flere kilder fortæller derudover, at der mindst tre gange er blevet klaget mundtligt over Løhdes opførsel til Venstres sekretariat på Christiansborg.

Andre kilder siger dog, at det efter deres opfattelse ikke er rimeligt at tillægge partiet et ansvar.

»De kan jo ikke hele tiden styre, hvordan hun går rundt og opfører sig,« som én kilde udtrykker det.

Generelt bliver det også hyppigt af kilderne fremhævet, at Løhde samtidig er en meget fagligt dygtig og engageret politiker, der også stiller høje krav til sig selv og arbejder hårdt.

Sophie Løhde har ikke ønsket at stille op til et interview om kritikken af hende.

I stedet skriver hun i en sms til B.T.:

»Jeg er en en person, der arbejder meget og stiller meget høje krav til mig selv både fagligt og politisk. Jeg stiller også høje krav til mine omgivelser, og jeg har en direkte stil, som af og til kan virke hårdere, end den er ment eller tænkt.«

Hun fortsætter:

»Jeg er meget bevidst om, at jeg helt sikkert også igennem tiden har begået fejl, og dem bestræber jeg mig på at arbejde med og lære af. For det er selvsagt vigtigt, og jeg har altid haft et ønske om, at man åbent og ærligt kan tale om tingene. Også hvis man er uenig eller føler sig dårligt behandlet, skal man kunne have en god og åben dialog om det. Jeg ønsker ikke at kommentere på anonyme udsagn. Den dag i dag har jeg kontakt med både nuværende og tidligere nære medarbejdere og rådgivere, som er og har været glade for vores samarbejde,« skriver Sophie Løhde.

Hos Venstre vil man ikke kommentere spørgsmål om klager vedrørende Sophie Løhdes opførsel.

»Jeg kan ikke kommentere på personalesager. Men jeg kan sige helt klart, at vi i Venstre lægger stor vægt på at have et ordentlig og trygt arbejdsmiljø, og det gælder i alle dele af vores organisation. Og hvis og når, der er personalesager, så tager vi dem dybt alvorligt,« skriver partisekretær Christian Hüttemeier til B.T.

Lyt til B.T.s politiske podcast 'Slottet & Sumpen', hvor journalist Anne Katrine Restrup er gæst: