DR-værten Mathias Hammer er blevet far for tredje gang.

Onsdag fødte 'Den klassiske musikquiz'-værtens kæreste nemlig parrets første fælles barn på Rigshospitalet.

Det annoncerer Mathias Hammer i et opslag på Instagram.

Her i opslaget afslører han ligeledes, at den nyfødte datter har fået navnet Kirsten.

'Vores datter hedder Kirsten. Ligesom sin mormor. En livsduelig, optimistisk og nysgerrig kvinde, der elsker musik, mennesker, latter og at sove længe i weekenden. Vi krydser fingre for, at Liden Kirsten har arvet de egenskaber,' skriver Mathias Hammer.

I den daværende B.T.-podcast 'Det vi taler om' fortalte Mathias Hammer, at den lille datter havde termin 25. april – og fødslen viste sig så altså at indtræffe dagen før.

Løfter sløret for hemmelige kæreste
Den 42-årige tv-vært har heller endnu ikke delt mange detaljer om sin nye kæreste, som han er flyttet sammen med på Vesterbro.

Men i opslaget om fødslen ser man altså for første gang også den hemmelige kæreste, som Mathias Hammer samtidig afslører hedder Naja – og har en datter i forvejen, der hedder Nora.

'Nora, Otto og Ejgil har fået en lillesøster. Naja og jeg er blevet forældre sammen,' skriver Mathias Hammer.

For godt tre år tilbage blev han skilt fra den klassiske pianist Louise Schrøder, der er mor til hans to enæggede tvillingedrenge Otto og Ejgil på 12 år.

Mathias Hammer er kendt fra sine mange roller på både tv og radio for DR.

Han er ikke mindst holdkaptajn i DR-programmet 'Den klassiske musikquiz', ligesom han har været vært på en længere række tv-programmer som 'Live fra Højskolesangbogen' og 'På bølgelængde med Mathias Hammer', samt radioprogrammer som 'Mesterværker' og 'Sangbogen med Muff og Hammer'.