Et nyt lovforslag fra regeringen bliver mødt med hård kritik.

Med lovforslaget lægger regeringen op til at tage skrappe midler i brug overfor nogle af de mest udsatte borgere.

Konkret foreslår regeringen at give ansatte i ældreplejen og på botilbud større magt til blandt andet at indespærre, fastholde og overvåge personer med varigt nedsat psykisk funktionsevne som for eksempel ældre med demens samt personer med handicap.

Forslaget møder hård kritik fra blandt andet Institut for Menneskerettigheder.

»Det her forslag lægger op til en ret vidtgående øget brug af magtanvendelse overfor forsvarsløse ældre og medborgere med handicap,« siger Institut for Menneskerettigheders direktør, Louise Holck, til B.T.

Hun tilføjer:

»Generelt er det vigtigt, at vi behandler både vores ældre og personer med handicap med værdighed og respekt. Fysisk magt må aldrig bruges unødigt eller som erstatning for omsorg. Det er vi bekymrede for, at der er lagt op til med det her forslag.«

Institut for Menneskerettigheder har indsendt et 21 sider langt og meget kritisk høringssvar til regeringens lovforslag.

I høringssvaret oplister instituttet de mange tvangstiltag, som regeringen lægger op til.

»Vi taler om ældre med svær demens og andre udsatte borgere. Alligevel lægger man op til at udvide mulighederne for for eksempel at holde borgerne fast og låse dem inde i deres egen bolig i op til ti timer. Det er alt for vidtgående,« siger Louise Holck.

Regeringen foreslår ikke alene at øge mulighederne for personale i ældreplejen og på botilbud at anvende magt overfor borgerne, men vil også lempe kravene til indberetning og registrering, når personalet gør brug af magtindgreb.

I et følgebrev til lovforslaget forklarer regeringen, at formålet med lovforslaget dels er at »sikre omsorgen« for de påvirkede borgere samt øge trygheden på botilbud og lignende. 

Derudover regner man også med, at lovforslaget vil give en »administrativ lettelse« og »frigøre ressourcer« for personalet.

B.T. har forsøgt at få en kommentar fra social- og boligminister Pernille Rosenkrantz-Theil. Dette har ikke kunnet lade sig gøre.

Det er heller ikke lykkedes at få en kommentar fra Socialdemokratiets socialordfører Camilla Fabricius.