Kurt Thyboe døde natten til onsdag. Han blev 81 år.

Det skete efter et meget kort sygdomsforløb. Alligevel var han klar til at tage af sted. Det fortæller datteren Charlie Thyboe til B.T. onsdag aften.

»Ved du hvad? Han talte mig hele vejen ud ad døren mandag aften. Han snakkede om Egypten. Tirsdag blev han så taget til Bispebjerg. Han havde lungebetændelse, og derefter gik det stærkt.«

»Jeg har siddet og holdt ham i hånden sammen med min bror. Alle hans børnebørn var også omkring ham for at sige farvel. Han ville ikke i respirator. Det var ikke et tema. Han var klar til at give slip.«

Foto: Bax Lindhardt
Vis mere

Datteren til den tidligere journalist, sportskommentator og forfatter har kun positive ord at beskrive sin far med. Han var ikke som alle de andre.

»Jeg har aldrig mødt et mere sammensat menneske. Han var nysgerrig på livet og historierne. Han var en af de sidste dinosaurer. Han havde ingen fordomme om nogen mennesker. Måske var han næsten naiv, men han forelskede sig så meget i menneskene og historien. Han så ikke køn, hudfarve eller religion.«

Kurt Thyboe mistede i begyndelsen af året sin kone og livs kærlighed, Marianne Wåhlin Thyboe. Hun blev 72 år. Parret boede i mere end 25 år i Barcelona i Spanien, inden de flyttede hjem til Danmark og Frederiksberg for cirka to år siden.

Her kunne de være tæt på deres børn og børnebørn. Og Charlie Thyboe er ikke i tvivl om, at hun har haft nogle forældre, som var noget helt særligt.

Foto: Jeppe Michael Jensen
Vis mere

»Vi taler om et verdensstjernepar i 70erne og 80erne. De var til Formel 1 i Monaco og kørte i en lækker sportsvogn. Derudover sad de ringside til de største boksekampe rundtomkring i verden og mødte eksempelvis Muhammad Ali.«

Den tidligere chefredaktør på Ugens Rapport blev ramt af den frygtelige hjernesygdom alzeimers for cirka tre år siden. Det fik dog ikke lov til at stoppe ham. Det nægtede Kurt Thyboe at lade ske.

»Selvom han blev diagnotisficeret med demens, så blev han ved med at skrive og være nysgerrig. Han var i gang med en digtsamling nu, og han lavede også lidt podcast.«

B.T. besøgte i februar Kurt Thyboe i det private hjem på Frederiksberg, kort efter han havde mistet sin kone. Og han lagde slet ikke skjul på, hvor meget Marianne Wåhlin Thyboe havde gjort for ham.

»Hun var som en kvinde, der virkelig har beskyttet sin mand. Hun har beskyttet mig ad helvedes til mod mange mærkelige ting her i livet,« sagde den legendariske journalist eksempelvis.

Du kan læse hele interviewet med Kurt Thyboe lige HER.