Der er opstået brand i et skib lagt til kaj ud for Nordhavnsvej i Køge.

Det skriver Midt- og Vestsjællands Politi på X.

Der driver brandrøg ind over Køge by.

»Vi opfordrer borgerne til at søge væk fra brandrøgen og/eller søge inden døre og lukke døre og vinduer. Søg venligst ikke mod uheldsstedet,« skriver politiet.

Røgen er sundhedsskadelig, så der er vigtigt, at man ikke søger mod havnen og ulykkesstedet, skriver politiet. 

For at gøre lokale opmærksomme på den sundhedsskadelige røg har man taget sirenevarslet i brug. 

Havnedirektør Thomas Kampmann siger til Sjællandske Nyheder, at der umiddelbart ikke er sket personskade som følge af branden.

Ifølge beredskabets hjemmeside odin.dk indløb der klokken 15.15 en alarm om brand i et skib, der lå i havnebassinet.

Skib i brand i Køge - røg driver ind over byen
Skib i brand i Køge - røg driver ind over byen Foto: Privat.
Vis mere

Røgen betyder også, at togtrafikken er indstillet på både Køge Station og Køge Nord Station. 

Ifølge hjemmesiden Vesselfinder sejler skibet under portugisisk flag. Det ankom til Køge Havn natten til tirsdag.