»Hvis jeg bliver siddende i det her, begår jeg selvmord eller hopper ud foran et tog. Jeg vil ikke kunne leve med mig selv, hvis ikke jeg gør noget,« fastslår manden med den karakteristiske hestehale.

På bordet foran den tidligere journalist, forfatter og digter Kurt Thyboe står tre glas og en kop. Selvom han bor alene.

Det ene glas – lavt og grønligt i skæret – og den sorte kop tilhører hans nu afdøde kvinde, Marianne, som forlod denne jord for under en måned siden.

»Det grønne bruger hun til rødvin, og den sorte er til kaffen,« forklarer Kurt Thyboe og peger på arrangementet, som står på det store skrivebord inde i stuen.

Forfatter, journalist og sportskommentator Kurt Thyboe mistede for nyligt sin elskede kone Marianne. Han går rundt med hendes smykker for at mindes hende og have hende tæt på sit hjerte.
Forfatter, journalist og sportskommentator Kurt Thyboe mistede for nyligt sin elskede kone Marianne. Han går rundt med hendes smykker for at mindes hende og have hende tæt på sit hjerte. Foto: Bax Lindhardt
Vis mere

Parret nåede at være sammen i knap et halvt århundrede, inden hun døde som 72-årig.

»She was such a lady,« siger han og har selv et glas vand og en sjat rødvin stående. Det har han altid, i tilfælde af at det skulle friste.

Den legendariske boksekommentator er efterhånden blevet 81 år, og et langt, balstyrisk og omfangsrigt liv har sat spor på hans korpus.

Skoene har han for eksempel taget af, så han sidder med bare fødder på trægulvet på Frederiksberg.

Et levn fra mange år i den spanske varme, hvor han og Marianne boede indtil december 2019.

Denne torsdag eftermiddag har været en oplevelse ud over det sædvanlige. Det her interview vil jeg aldrig nogensinde glemme.

Jeg mærkede det fra det øjeblik, han åbnede døren iført hat og sin kvindes lange sorte frakke. Han havde også fire halskæder på, tre store ringe og et armbånd om hver arm.

De er også Mariannes, og dem er han gået med siden hendes død.

Historien om Kurt Thyboe er den om en mand, der har mistet sin kvinde. Den om en mand, der har fået Alzheimers, og den om en levemand, som har det meste af livet bag sig.

Men det er også fortællingen om en mand, der var dybt, dybt, forelsket til det allersidste. Og stadig er det.

»Jeg vil ikke slippe min kvinde,« siger Kurt Thyboe, da han skal sætte ord på den livsomvæltende og barske måned, siden Marianne døde 15. januar.

»Jeg har det ad helvedes til hele tiden. Men hvis jeg lader det køre, så smadrer jeg mig selv fuldstændig. Alt i mig er dødt på stedet. Derfor skal jeg lære at gå ordentligt igen.«

Mariannes død ramte den ellers så hårdføre mand meget pludseligt, da hun på ubærlig og brutal vis faldt om i parrets lejlighed.

»Der lød et brag. Jeg styrtede ud i køkkenet, og så brød jeg sammen. Hun lå dér. Jeg styrtede ned ad trapperne og fik fat i nogen, der kunne hjælpe. Det var ikke til at klare. Og så kom den frygtelige tid. Hvor man græder og græder og græder. Er du sindssyg, mand, jeg græd,«  siger han, da han fortæller B.T. om det tragiske dødsfald.

Fortællingen begynder nytårsaften, hvor Marianne var i topform. Hun dansede »som kun unge damer kan gøre det«, inden parret kom i seng omkring klokken 1 eller 2.

»Hun havde kæmpe hår. Er du sindssyg, hun var smuk. Hun var så glad den dag, dansede og dansede.«

I stuen på Frederiksberg har Kurt Thyboe en masse fotos liggende af ham og Marianne gennem tiden.
I stuen på Frederiksberg har Kurt Thyboe en masse fotos liggende af ham og Marianne gennem tiden. Foto: Bax Lindhardt
Vis mere

Men tidligt om morgenen kom de første tegn på det, der skulle vise sig at være hendes snarlige død. Hun havde svært ved at trække vejret.

Frygten bruste op i hendes øjne, og hun blev taget med på skadestuen.

»Det var lykke, glæde og all great things, der pludselig var sat op mod denne her hårde episode,« fortæller Kurt Thyboe.

En penicillinkur fik hende på benene igen og, 14. januar – dagen før hendes død – virkede hun igen lykkelig.

Hun havde ordnet parrets lejlighed, købt blomster og lavet lækker mad, da Kurt Thyboe kom hjem på adressen.

»Hun var som en kvinde, der virkelig har beskyttet sin mand. Hun har beskyttet mig ad helvedes til mod mange mærkelige ting her i livet.«

Men dagen efter blev hun svag og trist igen. Overskuddet manglede, og hun havde planlagt at gå tidligt i seng.

»Hun gik ud i køkkenet,« husker Kurt Thyboe, som har sin egen teori om, hvorfor Marianne valgte at gøre det i sit livs sidste sekunder.

»Marianne beskyttede sin mand. Hun ville aldrig dø foran ham. Derfor satte hun sig ud på en skammel. Hun kunne se døden komme. Det her er kun min egen opfattelse, men jeg er også blevet spirituel ad helvedes til,« forklarer han og fortsætter.

»Hun satte sig så præcist, at hun ikke kunne slå hovedet over i den anden side. Det var den sidste gang, hun beskyttede mig.«

I lejligheden på Frederiksberg flyder ordene ud af den gamle sprogsmed. Anekdoterne, ideerne og fortællingerne får knap nok lov til at komme ud, inden der kommer noget nyt.

Kurt Thyboes tankespind virker næsten hyperaktivt – og bevægelserne, kropssproget og udtrykket har indimellem svært ved at følge med.

B.T. interviewer Kurt Thyboe i hjemmet på Frederiksberg.
B.T. interviewer Kurt Thyboe i hjemmet på Frederiksberg. Foto: Bax Lindhardt
Vis mere

Alligevel fejler stemmebåndet – sjovt nok – intet. For første gang i mit liv går der godt 40 minutter, inden jeg får lov til at stille et spørgsmål under et interview.

Jeg forsøger at afbryde ham flere gange: »Nej, jeg skal lige binde denne her anekdote op: Jeg har hovedvejen, så kan jeg godt tage et sidespring,« siger han.

Og da jeg spørger ham, hvordan han egentlig har det, kan jeg faktisk mærke, at han har svært ved at svare på mit spørgsmål.

Lige indtil han får rodet et digt frem, som står skrevet på et par ud af tusindvis af sider, der ligger på borde og møbler i stuen.

Den har han i øvrigt indrettet som en »buffet«. Det ene sted ligger der billeder af Marianne, det næste ligger hans bøger, og det tredje flyder det med noter og papirer.

»Jeg kunne jo ikke bare stå her og snakke og gå rundt og finde ting. Jeg tænkte 'hvordan fanden kan jeg få det her til at hænge sammen'? Så jeg har lavet en buffet. Ligesom når tøser skal se på tøj.«

Digtet er tre år gammelt. Men det rammer plet i forhold til, hvordan den gamle digter har det.

»Det siger så meget om mig lige nu. Fuldstændig. Det dér er simpelthen alt, hvad der er sket med mig. Det er ikke ondskabsfuldt. Det er rædslen, skrækken,« fortæller han om digtet, der rørte mig.

Kurt Thyboe skrev digtet 'Butter-fly' i 2017. Det handler om angsten for at miste, og det passer perfekt på den periode, han gennemgår efter Mariannes død.
Kurt Thyboe skrev digtet 'Butter-fly' i 2017. Det handler om angsten for at miste, og det passer perfekt på den periode, han gennemgår efter Mariannes død. Foto: Bax Lindhardt
Vis mere

'Butter-fly', som det hedder, er printet ud på to A4-sider og handler om angsten for at miste. Og så er det skrevet i vanlig Kurt Thyboesk stil.

'….and I-ll remember you...in every colorful butterfly I see fly by…

...men de kommer så sjældent nu…

….ska jeg sige tanx for the memory...eller fuck dig der forsvandt så pludseligt…

...og efterlod mig skrøbelig….nu tvunget til at løse livets sidste gåder...så bange...så angst…

...and you know what, dear….???....no butterfly fly by no more…

Du kan læse resten af digtet i faktaboksen lige her.

Det er, som om den gamle 'champ' har balanceret på kanten af døden i mange år. Faktisk siden begyndelsen.

En kold januardag i 1940 kom en dødfødt Kurt Thyboe til verden. På mirakuløs vis overlevede han. Var det ikke sket, var verden gået glip af et sandt unikum.

Senere mistede han Tom, der kun blev 14 år gammel. Sønnen, som han fik, inden han mødte Marianne, led af slem astma.

For at dulme den rivende smerte hed kuren whisky i rigelige mængder i to år, men denne gang kan den umuligt være den samme.

Som 81-årig er han blevet for skrøbelig.

»Hvordan helvede skal man klare det? Dengang med Tom var det indlysende. Jeg gik ind på en bar og drak whisky til det piskede. Det kan jeg ikke nu, det slår mig ihjel. Helt ærligt,« fortæller Kurt Thyboe.

»You don’t know what to say. Du skal have en inspiration af en art. Something, you can grab and hold on to

Og så vender vi tilbage til det digt, som den gamle fortæller lige har læst op.

Kurt Thyboe holder gang i hjernen ved at skrive. Han arbejder blandt andet på en ny selvbiografi.
Kurt Thyboe holder gang i hjernen ved at skrive. Han arbejder blandt andet på en ny selvbiografi. Foto: Bax Lindhardt
Vis mere

»Skal jeg sige thanks for the memory eller fuck dig, der forsvandt så pludseligt og efterlod mig skrøbelig, nu tvunget til at løse livets sidste gåder. Så bange, så angst. Den synes jeg faktisk rammer lige på noget af det, vi har snakket om.«

Har du mest lyst til at sige thanks for the memories eller fuck dig, fordi du smuttede så pludseligt?

»Today I say thanks to the memories. Definitely...«

Kurt Thyboes liv er lig med ekstremer og skismaer. Fra succeser til tragedier, fra gevaldig kritik til enorm ros, fra livet til døden. Og fra mørket til lyset.

»Selvfølgelig er balancen også hårfin her. Sorgen eller springe videre,« svarer han, efter han – på eget initiativ – har brugt en del minutter på at læse med- og modvind op fra journalistkollegaer i årenes løb.

Her er et lille udpluk:

»'Kurt er patetisk og leflende og flæbende, og han er en skamplet for journaliststanden'. Erik Jensen, Politiken, som senere var crazy about me,« udbryder den 81-årige mand.

»'Kurt skriver frit efter Gin Tonic-leveren'. Lars Christian Jørgensen fra Berlingske. Tak for det, du. Hold nu op, nogle svin mand,« tilføjer han så og griner.

Inden han finder et kompliment, han stadig er imponeret af den dag i dag.

»'Kurt er sportens eneste sande lyriker.' Morten Sabroe.«

Rutsjebaneturen har mærket ham.

»Jeg har et kæmpe ego. Men dybt nede, er jeg bange og angst. Det har jeg altid været. Sker der noget, så går jeg ned i et hjørne og venter, og når jeg så føler, at jeg har fået smidt alt lort i hovedet, så tager jeg op og slås igen,« fortæller han.

»Jeg skal lige have et øjeblik, hvor jeg siger ‘ej hvor er det synd for mig,’ inden jeg kæmper videre.«

Skrivegerningen har han taget op igen. Den hjælper ham videre oven på den personlige tragedie.

Den gamle kæmper, som nu også kæmper med Alzheimers, har ikke tænkt sig at give op. Selvom ordene indimellem glipper.

Indimellem – altså en sjælden gang – går fortællingen lidt i stå.

Kurt Thyboe har selv en fortid som journalist på B.T. Her interviewede han den legendariske bokser Muhammad Ali, som han også modtog et brev fra på B.T.s adresse. Her et brev fra 1968 fra den amerikanske stjerne.
Kurt Thyboe har selv en fortid som journalist på B.T. Her interviewede han den legendariske bokser Muhammad Ali, som han også modtog et brev fra på B.T.s adresse. Her et brev fra 1968 fra den amerikanske stjerne. Foto: Bax Lindhardt
Vis mere

Kurt tager hånden op til hovedet og vifter med den. Han kan fornemme ordet, både i hånden og i munden under den ufrivillige pause.

Inden han kommer på sporet igen.

For hvordan skal han rejse sig fra det her? Svaret finder han i skriveriet. Og i musikken. Faktisk så bogstavelig talt, at han rejser sig op og sætter en vinyl på med Eartha Kitt midt under vores snak.

'C’est si bon', hedder nummeret – Det er så godt.

For ved du hvad? Kurt Thyboe vil ikke overgive sig til sorgen. Faktisk drømmer han om at udgive en bog.

Titlen har han allerede på plads. 'Yesterday' hedder den, og en god del af den er skrevet. Den skal IKKE handle om sorg.

Til gengæld skal forsiden prydes med en tegning af Kurt Thyboe ledsaget af følgende, forklarende tekst.

'Journalistens karriere kan bedst beskrives som stående på en ladvogn, der kører med 200 km/t og fyldt med klapperslanger.'

Kurt Thyboe har skrevet adskillige bøger og arbejdet på blandt andet Ekstra Bladet, B.T. og nøgenbladet 'Ugens Rapport.' Han har også været med i underholdningsprogrammet 'Vild med Dans.'
Kurt Thyboe har skrevet adskillige bøger og arbejdet på blandt andet Ekstra Bladet, B.T. og nøgenbladet 'Ugens Rapport.' Han har også været med i underholdningsprogrammet 'Vild med Dans.' Foto: Jonas Vandall Ørtvig
Vis mere

»Jeg er kommet over det værste, det frygteligste. Jeg troede, at livet var ligeså dødt som Marianne. Når jeg dømmer mig selv og ser på de her stumper, som jeg har sat sammen, så tænker jeg, at min kvinde vil være meget glad. Eller det ved jeg, at hun ville være,« mener Kurt Thyboe.

»I’m not gonna die. I’m gonna fly to some other universe. And that’s the truth.«

Han har også delt nogle af sine tanker på Facebook. En kvinde ved navn Michelle, som kommer og hjælper ham, fik ham til at skrive igen.

»Hun løftede mig meget stærkt. Hvis ikke hun var kommet ind, kunne jeg være smasket ud i nada de nada. Hun har fået en kraft frem i mig, der siger: 'I’m gonna show them, one more book'.«

Nysgerrigheden, der har formet hans liv på rigtig mange leder og kanter og ført ham fra journalist på B.T. til 'Vild med dans'-deltager – med et pitstop som chefredaktør på nøgenbladet Ugens Rapport – er intakt.

Datteren Charlie siger det ofte til ham: Han er stadig et barn.

»Jeg har barnets sind. Jeg elsker barnets konstante nysgerrighed. For al denne vilde trang til at suge viden til sig,« forklarer Kurt Thyboe.

»I am in love with this world of little ones, kiddies, full of life, hunger for life

Det fornemmer man tydeligt. Især når han taler om barnebarnet Elly.

»Hun er simpelthen et tordenskrald. Hun farer afsted, og hver gang hun ser mig, siger hun 'farfar! Farfar! Farfar!' Og så kommer hun springende her,« siger han, inden han peger på en porcelænstiger og en leopard, der står ovre i stuehjørnet.

»Hun siger ikke farvel, når de går igen, men hun går rundt og kysser alle dyrene. Og så går hun. Hallelujah, that’s quite a girl

Når man pludselig er blevet enkemand, 81, har fået konstateret Alzheimers og er flyttet til Danmark efter 25 år i det spanske, hober spørgsmålene sig unægteligt op.

Kurt og Marianne flyttede fra Spanien, hvor de boede i mange år, til Danmark i december 2019. Nu skal Kurt Thyboe vænne sig til at bo alene på Frederiksberg.
Kurt og Marianne flyttede fra Spanien, hvor de boede i mange år, til Danmark i december 2019. Nu skal Kurt Thyboe vænne sig til at bo alene på Frederiksberg. Foto: Bax Lindhardt
Vis mere

For hvad skal der ske med ens tilværelse nu, hvor alting virker mørkt?

Svaret er enkelt. Der skal findes lys.

»Jeg læste engang om en kineser, der altid havde en fugl siddende på skulderen,« fortæller Kurt Thyboe.

»Hver morgen stillede han den et spørgsmål: 'Is today the day I die?' Hvorefter fuglen svarede: 'Not today, it’s too early.'«

»Sådan kan jeg godt se mig selv. 'Not yet, Kurt. There’s still things to do.'«

Men der skal arbejdes for det. For kun én person kan hjælpe den tidligere journalist ud af den personlige tragedie.

Ham selv.

»'The only one who can help you is you. Nobody can help you, når først du er så langt ude, som jeg er. Jeg har mistet min kvinde og så fået at vide, at jeg har Alzheimers,« siger han, hudløst ærligt.

»Det stiller det vildeste, mest afsindige krav til dig selv. I have done that before, and I can do it again. If you look at me, I’m no longer 81. Prøv at bytte tallene om. I’m 18

For knap en måned siden fik Kurt Thyboe og Marianne endnu et barnebarn. Den uskyldige barndom lever videre.

Oprindeligt skulle hun hedde Mille. Men der opstod en »change of plans«, som Kurt nok selv ville sige det.

Nu skal hun hedde Mille Marianne i stedet.