Det mest benyttede skatte-fradrag blandt danskerne står foran en markant ændring.

Hele 360.000 danskere bør derfor give deres årsopgørelse et lidt grundigere kig end tidligere.

Det skriver Finans.dk.

Der er tale om det populære befordringsfradrag, som for de uindviede er lig med et kørselsfradrag, man kan høste, hvis man pendler over en længere distance til sin arbejdsplads.

Lige nu er en ændring af fradraget i høring i forbindelse med, at det bliver ændret i skatteindberetningsbekendtgørelsen.

Det, der kommer til at ændre sig, er, at mange danskere tidligere ikke har skulle gøre noget selv for at få fradraget.

Arbejdsgiverne har nemlig registreret, om en medarbejder er kommet på arbejde.

Nu skal medarbejdere selv til at registrere, om de er mødt på arbejde det samme sted dag efter dag.

»En meget stor del har ikke skullet foretage sig noget i forbindelse med dette fradrag, men det er slut nu. På årsopgørelsen til marts vil det ikke længere være fortrykt, så folk skal selv beregne det og sætte det ind,« siger Henning Boye Hansen fra revisionsselskabet BDO til Finans.dk.

Han fortæller videre, at de nye regler for befordringsfradraget kommer til at berøre mange personer.

Og i et notat, som Finans.dk refererer til, fremgår det, ændringen komme til at berøre et 'stigende' antal danskere.

Ændringen af registreringerne i befordringsfradraget kommer på bagkant af, at mange under coronakrisen har arbejdet hjemmefra. Samtidig forventes det, at flere fortsat vil arbejde hjemmefra, da en del arbejdsgivere og medarbejdere har taget hjemmearbejdet til sig, lyder det.