Rejseliv.dks egne journalister fortæller om, hvordan de oplevede deres første rejse og hvad de særligt husker ved den.

Midterste togvogn brændte

Rejseliv.dk’s Leif Poulsen husker den første interrailtur med tog ned gennem Europa som den ultimative rejse i frihed.

Hvad er den første ferie, du husker?
»Vi rejste ikke næsten ikke i ferierne, da jeg var barn, der var nok at gøre for mine forældre derhjemme, så den første ferie, jeg husker sådan rigtig for alvor, var min første ferie på interrail – med tog ned gennem Europa. En genial rejseform, hvor man køber en billet, der gælder til de fleste europæiske togstrækninger i en måned. Hop på og af, som du vil.«

Hvem rejste du med?
»Jeg rejste med en af mine bedste venner fra folkeskolen.«

Hvordan var stedet?
»Vi rejste fra campingplads til campingplads i Europa med teltet på ryggen. Et par dage ved Gardasøen var gode, men det fedeste sted var den lille ø Krka ud for Jugoslaviens kyst, hvor vi  mødte et sammenrend af unge fra hele Europa.«

Hvad husker du særligt fra turen?
»Friheden. Friheden til bare at ændre i »billet-bogen« og tage et tog i morgen eller i en anden retning. Som da min rejsekammerat i Jugoslavien fandt ud af, at han hellere ville til det nordlige Norge. Så han forsvandt med rygsæk OG telt, for jeg ville hellere blive. En anden oplevelse står også ret klart: Undervejs i det daværende Jugoslaviens bjerge nær Dubrovnik, gik der ild i den midterste vogn i togstammen. Samtlige passagerer blev gennet ud på bjergsiden, mens den midterste vogn brændte ud – og så blev vi gennet ind igen og toget fortsatte med en udbrændt midtervogn.«

Hvor går din næste rejse hen?
»Sidst i februar, når mandeltræerne blomstrer i det sydlige Spanien, og frosten formentlig stadig binder Danmark, rejser jeg sammen med to venner til Solkysten med golfkøllerne på nakken.«

Næste: Britisk badeby i gråvejr